Dansk Told & Skatteforbund
Vedrørende høring af Forslag til Lov om ændring af selskabsskatteloven og andre skattelove (CFC-beskatning og kapitalfonde m.m.).
Dansk Told & Skatteforbunds Skatteudvalg har modtaget ovennævnte lovforslag i høring.
Dansk Told & Skatteforbunds Skatteudvalg har følgende generelle bemærkninger til det fremsendte lovforslag:
Skatteudvalget mener overordnet set, at der er tale om en komplicering af skattelovgivningen, der ikke er i tråd med den proces regeringen har sat i værk omkring regelforenkling.
Eksempelvis indførelsen af graduerede skattesatser for patenter og renter gør selvangivelsesformen vanskeligere at administrere, og det vil således kræve yderligere ressourcer på SKATs område. Virksomheder og deres repræsentanter vil tilsvarende uhensigtsmæssigt blive berørt af denne ændring.
Nettofinansieringsudgifter vil, hvor lagerprincippet ved finansielle kontrakter benyttes, kunne resultere i uhensigtsmæssigheder såsom fradrag med 0 % og senere beskatning med 22 %.
Forslaget på afskrivningslovens område bryder efter Skatteudvalgets opfattelse med gældende principper om afskrivning på én saldo og med ens sats.
Med venlig hilsen
Jan Nørner
faglig sekretær