Dansk Industri

Forslag til Lov om ændring af selskabsskatteloven og andre skattelove (CFC-beskatning og kapitalfonde m.m.)

Skatteministeriet har den 5. februar 2007 udbedt sig Dansk Industris bemærkninger til ovennævnte udkast til lovforslag.

DI har noteret sig et politisk behov for et indgreb over for kapitalfonde og er bekendt med EF-domstolens afgørelse i Cadbury-Schweppes sagen. Det kan imidlertid konstateres, at det foreslåede indgreb er meget omfattende og bærer præg af at medtage en lang række elementer, som ikke kan begrundes i forudgående. Hertil kommer, at forslaget rammer skævt og i visse tilfælde har en direkte skadelig effekt på virksomhedernes mulighed for at klare sig i den internationale konkurrence. Dette synes at stå i kontrast dels til Økonomi- og Erhvervsministerens redegørelse for de positive effekter på antal ansatte og omsætning af kapitalfondens opkøb dels til regeringens ønsker om, at Danmark skal være et attraktivt investeringsland.

Det skal tilføjes, at nationale og internationale investeringer i Danmark forudsætter et stabilt og konkurrencedygtigt skattesystem. Grundlæggende ændringer henover "natten" er i den forbindelse skadelige, idet det skaber tvivl om de forudsætninger, der lægges til grund for længevarende investeringer. Med lovforslaget lægges der en utvetydig hindring i vejen for virksomhedernes muligheder for at udvide aktiviteterne. Hensigtsmæssige strukturændringer i form af blandt andet virksomhedssammenlægninger, virksomhedsopkøb og nyinvesteringer vil ikke blive gennemført. Uagtet lovforslagets intentioner om kun at ramme "store" virksomheder vil et betydeligt forringet investeringsklima svække mindre og mellemstore virksomheders muligheder for at tiltrække kapital og for at gennemføre generationsskifte.

DI skal derfor opfordre til, at erhvervslivets betænkeligheder imødekommes, samt at der nu skabes ro om den danske selskabsbeskatning gerne gennem opnåelse af et bredt politisk flertal.

DI har følgende detaljerede kommentarer til forslaget:

Nedsættelse af selskabsskattesatsen (§ 1 nr. 19 - SEL § 17, stk. 1)

DI hilser nedsættelsen af selskabsskatten velkommen. En nedsættelse af selskabsskatten til 22 pct. ville isoleret set have en positiv effekt for danske virksomheders internationale konkurrenceevne. Da der imidlertid er tale om betydelige omlægninger - og ikke lettelser - er konsekvenserne ikke entydige og i visse tilfælde direkte negative. Dermed mistes en væsentlig del af den effekt, som en skattesænkning har.

Hertil kommer, at satsen, i lyset af mange utilsigtede - men formentlig ikke indkalkulerede stramninger, forekommer høj, hvorfor der kan stilles spørgsmål ved skattestoppets overholdelse.

Beskæring af fradragsværdien for finansieringsudgifter (§ 1 nr. 4 - SEL § 11 B)

Selve modellen vedrørende beskæring af fradragsværdien for finansieringsudgifter strider imod det bærende princip, som indtil videre har hersket i skatteretten, nemlig det skattemæssige nettoindkomstprincip.

Den foreslåede model har efter DI's opfattelse følgende indbyggede problemer:

Overordnet er DI af den opfattelse, at forslaget om et rentefradragsbortfald vil have meget betydelige uhensigtsmæssige konsekvenser som nedenfor beskrevet.

DI stiller sig uforstående over for, hvorfor en stramning skal have så vidtgående og vidtrækkende konsekvenser. Efter DI's opfattelse burde en stramning være baseret på eksisterende og internationalt kendte regler om tynd kapitalisering.

Problem med asymmetri

Beskæringen af rentefradraget efter den skitserede model rummer flere asymmetrier, både en internt i virksomhederne og eksternt.

Den eksterne asymmetri indebærer på den ene side en beskæring af fradragsretten og på den anden side fuld beskatning af den tilsvarende renteindtægt, hvorved der sker en væsentlig stigning af den effektive skat. En manglende fremførsel af de beskårne renter vil efter DI's opfattelse forværre denne asymmetri. Derfor bør de beskårne rentebetalinger kunne fremføres, således at virksomhederne alene får den likviditetsmæssige belastning.

Internt i virksomheden er der ligeledes indbygget en asymmetri. På samme finansielle kontrakter, eksempelvis lagerbeskattede obligationslån, kan der i et år være en indtægt, der skal beskattes med 22 pct. og et følgende år være en udgift, der alene er fradragsberettiget med 12,1 pct. eller i værste fald et bortfald. Dette vil give effektive skatteprocenter på 30,8 og 39,2 pct. respektive.

En tilsvarende situation kan forekomme i en virksomhed uden gæld. Her kan en obligationsbeholdning af en vis størrelse give store urealiserede kurstab, hvilket kan udløse en rentebegrænsning, når man realiserer for at dæmme op for tabene. Det kan eksempelvis være på en beholdning af børsnoterede obligationer, der bliver ramt af en rentestigning.

Risikostyring gennem afledte finansielle instrumenter

Det er DI's opfattelse, at forslaget vil gribe afgørende ind i virksomhedernes beslutninger om styringen af de finansielle risici ved hjælp af instrumenter som defineret i IAS 39[1] , herunder i hvilket omfang der skal foretages hedging. En gennemførelse af forslaget vil medføre, at beskatningen ved aktiv risikostyring bliver asymmetrisk. Det vil afholde eller straffe virksomheder fra at foretage aktiv risikostyring i nogle situationer. Hermed stilles danske virksomheder ringere i forhold til udenlandske konkurrenter, der ikke er begrænset i deres risikostyring. Det synes ikke logisk, at et indgreb rettet mod en begrænsning i fradragsretten for finansieringsomkostninger for selskaber med en høj gældsandel udvider den begrænsede fradragsret til ikke kun at omfatte omkostninger fra nettolåneporteføljen, men også fra afledte finansielle instrumenter.

Afledte finansielle instrumenter bruges som nævnt i en aktiv styring af risikoprofilen i en virksomhed til en række forskellige formål, herunder f.eks. sikring af indtægter, omkostninger og fordringer (f.eks. valutasikring af udenlandsk omsætning eller sikring af stålprisen for en produktionsvirksomhed). Specielt hvis man er i volatile markeder eller bruger volatile valutaer, kan der være store udsving. Stål, kobber og olie er eksempler på produkter, der både er volatile i råvareprisen og valutaen (de handles primært i USD), men mange andre (rå)varer svinger voldsomt. En vigtig årsag til at indgå disse sikringsforretninger er netop at opnå et stabilt cashflow, som gavner virksomheden, og i øvrigt forventes af investorerne.

Fælles for afledte finansielle instrumenter er, at de indgås til en markedspris, hvorved forstås, at det forventede økonomiske resultat over løbetiden er nul (eller svagt negativt svarende til transaktionsomkostningerne til modparten). Over løbetiden kan der være store værdiudsving. Disse udsving medfører en risiko for asymmetrisk beskatning. Når virksomhederne foretager sikringsforretninger på disse områder, og virksomhederne samtidig i et enkelt år rammer grænsen for rentefradragsbegrænsningen, mødes man af den asymmetri, der ligger i, at kursgevinster beskattes med 22 pct., mens kurstab kun kan fratrækkes med 12.1 pct. I nogle tilfælde vil man risikere, at der slet ikke er fradragsret for tab ved sikring. Selv virksomheder uden gæld vil kunne opleve væsentlige negative nettofinansieringsomkostninger, hvis afledte finansielle instrumenter medtages i definitionen. 

DI opfordrer derfor til, at afledte finansielle instrumenter fjernes fra nettofinansieringsomkostningerne i § 11 B stk. 4, der således afgrænses til udelukkende at vedrøre driftseffekten fra balanceførte gælds- og likvidposter. Afledte finansielle forretninger bør ikke rammes af en fradragsbegrænsning for finansieringsomkostninger. Mener man ikke at kunne imødekomme dette, bør der åbnes mulighed for carryforward/carryback således, at denne asymmetri undgås. DI skal bemærke, at der allerede i dag findes carryback-regler i KGL § 31 stk. 2 og § 32 stk. 3.

I de tilfælde, hvor en lagerbeskatning af eksempelvis obligationslån er tilvalgt, bør det være muligt at kunne gå tilbage til en realisationsbeskatning som et led i overgangsbestemmelserne. Det skal dog understreges, at dette ikke løser hele problemet, idet der fortsat kan være et tab i forbindelse med realisation.

Rentefradragsloftet (SEL § 11 B stk. 5)

Rentefradragsloftet og dermed beskæringen vil særligt ramme vækstvirksomheder, servicevirksomheder og virksomheder, der har foretaget store investeringer i ind- og udland. Med andre ord rammes virksomheder, der investerer aktivt med henblik på at klare sig i den fremtidige konkurrence. Disse vil uanset ejerskab kunne have nettofinansieringsudgifter, der overstiger den skattemæssige værdi af selskabets aktiver ganget med forretningsrenten. Hertil kommer, at kriseramte virksomheder også vil blive ramt, hvilket yderligere vil forværre deres situation.

Dette skyldes primært den snævre definition af beregningsbasen, den skattemæssige værdi af udvalgte selskabsaktiver, og den benyttede forretningsrente. Basen tager ikke en gang højde for, at en række af de eksisterende aktiver, specielt de immaterielle, kræver investeringer for at kunne vokse i værdi og generere skattepligtig indkomst til Danmark.

Det er DI’s opfattelse, at rentefradragsbegrænsningen på 55 pct. i sig selv er en betydelig stramning, hvorfor DI skal tage afstand fra indførelsen af et loft og fradragsbortfald, som DI ikke kan undlade at påpege, vil indebære meget betydelig usikkerhed og en faktisk dobbeltbeskatning, idet renteindtægten stadigvæk er skattepligtig hos modtageren.

Hertil kommer, at basen, som anført, er meget snæver, og hvorfor der bør indgå flere elementer i opgørelsen af den skattemæssige værdi af aktiver, jf. udkastet § 1, nr. 4 - SEL § 11B, stk. 5.

Driftsrelaterede elementer mangler

For det første er helt åbenbare driftsrelaterede elementer som varedebitorer og likvide midler ikke omfattet af basen. I henhold til udkastet skal disse tages ud, men det er svært at følge logikken, idet der som hovedregel er tale om uforrentede tilgodehavender. DI har forstået, at Skatteministeriet er bekymret for, at disse poster kan ændres, herunder at man kan parkere forrentning i sådanne poster. Det er efter DI's opfattelse ikke et acceptabelt argument. Typisk betaler virksomhederne varekreditorerne, før end man modtager betaling fra debitorerne. Betalingsbetingelserne vil ofte være brancherelateret, og derfor ikke afhænge af skattereglerne.

Manglende hensyntagen til reelle værdier (step-up ved aktiekøb)

De fleste akkvisitioner er aktiehandler. I hvert fald kan man som dansk køber ikke vælge at købe aktiver, hvis sælger vil sælge aktier. Får virksomheden ikke et step-up i skattemæssig værdi ved opkøb gennem aktier, betyder det, at finansieringen af opkøbet baserer sig på købsprisen, hvorimod de fradragsberettigede renter i bedste fald baserer sig på de gamle nedskrevne skattemæssige værdier. Dette skaber igen en asymmetri. At lade goodwill indgå vil løse denne problemstilling delvist. Alternativet er, at enten skal virksomhederne indregne det nedsatte henholdsvis manglende rentefradrag i prissætningen med deraf lavere pris til følge eller købe aktivitet frem for aktier ifm. opkøb. Sidstnævnte vil udløse beskatning i det sælgende selskab og dermed presse prisen op. Begge dele vil medføre, at danske virksomheder investerer mindre og taber flere internationale investeringer, idet danske bud ikke vil være konkurrencedygtige.

Det er ikke en løsning at skubbe gælden ned, således som Skatteministeriet foreslår. Det er jo netop det, som regeringen synes at have et behov for at gribe ind over for i Danmark. Når man har gælden i et moderselskab, er det typisk for at finansiere de strategiske patenter og andre rettigheder, der følger af et succesfuldt opkøb, ligesom stabsfunktionerne kaster en del arbejde og beskatning af sig i hovedkontoret. Når man som regeringen ønsker, at danske virksomheder skal klare sig og gerne vokse på de internationale markeder, og dermed sikre Danmarks fremtid, så er man også nødt til at erkende, at man skal have penge med hjemmefra. Det er derfor forkert at hindre et vist fradrag for de nødvendige finansieringsomkostninger, der vil være. Med de foreslåede regler er det ikke muligt fuldt ud at finansiere et opkøb, selv ikke når man kun køber aktiviteter. Danske virksomheder vil derfor konkurrencemæssigt blive stillet dårligere end udenlandske virksomheder.

Hertil kommer det rent kommercielle argument om, at når der etableres en samlet ekstern finansiering, typisk i moder- eller finansselskabet, vil man kunne opnå bedre betingelser, end hvis de enkelte datterselskaber indgår individuelle engagementer, idet de ikke opnår samme rabat og har en anden risikoprofil. 

Efter DI 's opfattelse bør basen (og dermed loftet) udgå af lovforslaget, alternativt bør basen udvides kraftigt. I den forbindelse skal man i højere grad skele til de markedsmæssige værdier, idet det er markedsprisen og ikke de skattemæssige værdier, der udgør finansieringsbehovet. I den forbindelse bør erhvervet goodwill eller selve aktierne indgå i basen, ligesom debitorer og likvider er noget, der skal finansieres.

Sambeskattede selskaber (SEL § 11 B stk. 6)

DI skal bemærke, at den nuværende formulering i § 11 B, stk. 6, 1. punktum fastslår, at for sambeskattede selskaber opgøres koncernens nettofinansieringsudgifter og den skattemæssige værdi af aktiverne samlet. Hvis dette betyder, at to børsnoterede koncerners aktiviteter grundet en fælles ejer kan blive påvirket, eksempelvis ved at den ene børsnoterede koncerns dispositioner får betydning for den anden børsnoterede koncerns rentefradrag, hvilket vil være yderst uhensigtsmæssigt. DI skal derfor kraftigt opfordre til, at man kan se på en børsnoteret koncern separat og dermed ikke på tværs af eksempelvis to børsnoterede koncerner med samme (fonds)ejer.

Med udgangspunkt i eksemplet på side 34ff fremgår det, at "rentefradraget fordeles forholdsmæssigt på baggrund af de enkelte selskabers aktiver. Renteudgifterne på 11,65 fordeles således til selskab B."

Da selskab B i eksemplet imidlertid kun har nettorenteudgifter på 10 formoder DI, at det overskydende fradrag kan modregnes i selskab A's renteudgifter. I modsat fald vil man fortabe retten til fradrag, og det vil derfor ikke være relevant at se på sambeskatningskredsen. Det bedes bekræftet, at man ikke fortaber fradraget, ligesom der bør være en beskrivelse af de rent sambeskatningsmæssige konsekvenser.

Samspillet med tynd kapitaliseringsreglerne (SEL § 11 B stk. 7)

I henhold til forslaget i SEL § 11 B stk. 7 lægges der op til, at den eksisterende rentebeskæring efter SEL § 11 (tynd kapitalisering) sker efter rentebeskæring efter den oven for skitserede model.

Det er for DI uklart, hvordan disse to regelsæt skal kombineres. Tages udgangspunkt i det på side 34ff skitserede eksempel, har koncernen nettorenteudgifter på DKK 45m. Ifølge eksemplet er loftet for renteudgifterne 13 (aktiverne på 200*6,5 pct.). Der gives kun fradrag for 55 pct. af den andel, der overstiger 10m dvs. 1,65. Det samlede fradrag bliver således 11,65, som jf. ovenfor tildeles til selskab B. Men som det fremgår, er selskab A isoleret tyndt kapitaliseret. Antages, at koncernen også er tyndt kapitaliseret, og at reglerne om tynd kapitalisering begrænser renteudgifter over 15m, så vil en strikt fortolkning kunne medføre, at rentefradraget hæves til de 15m.

DI skal derfor bede om en præcisering af, hvordan de to regelsæt harmonerer, herunder hvordan det påvirker det konkrete eksempel. DI skal også bede om en gennemgang i det tilfælde, at nettoaktivernes skattemæssige værdi i selskab B hæves således, at loftet baseret på nettoaktiver ligger over begrænsningen i tynd kapitaliseringsreglerne. Hæves den skattemæssige værdi af nettoaktiverne eksempelvis fra 200 til 500, vil loftet for renteudgifter efter stk. 1-6 blive 32,5m. svarende til en skattemæssig værdi på 22,375m. Antages fortsat, at tynd kapitaliseringsreglerne begrænser renteudgifter over 15m, skal DI anmode om, at eksemplet gennemgås med disse ændrede forudsætninger, således at samspillet mellem de to regelsæt samt sambeskatningsreglerne illustreres.

Eksemplet illustrerer, at forskelle i basen for rentefradragsbegrænsningen skaber øget administration, idet der skal beregnes to uafhængige grænser. Såfremt loftet i rentefradragsbegrænsningen bevares, vil DI foreslå, at de eksisterende tynd kapitaliseringsregler ophæves, da sammenspillet mellem reglerne ellers vil medføre, at der ligeledes nægtes fradrag for også driftsrelaterede finansieringsudgifter.

Teknisk problem vedr. finansiel leasing vs. operationel leasing

Det fremgår af lovteksten, at en beregnet lånerente af finansielle leasingaktiver, som medregnes hos såvel leasingtager som leasinggiver, indgår i nettofinansieringsudgifterne. Af bemærkningerne fremgår, at finansiel leasing defineres ud fra IAS 17.

Det fremgår endvidere, at lånerenten opgøres som den rente, som leasingtageren ved leasingkontraktens indgåelse skulle betale over en tilsvarende periode og med tilsvarende sikkerhed ved at låne tilstrækkelige midler til at købe aktivet.

På denne baggrund kan DI konstatere, at Skatteministeriet anerkender, at der kan blive tale om et skøn, specielt fordi den interne rente sjældent er oplyst i leasingkontrakterne. I givet fald skal leasingtager enten estimere den interne rente eller benytte en rente fra eksempelvis et pengeinstitut.

DI skal heller ikke undlade at bemærke, at IAS 17 i nogle tilfælde kan medføre, at leasingkontrakter klassificeres forskelligt hos leasinggiver og -tager. Leasingtager har sjældent adgang til en evt. udenlandsk leasinggivers bøger og kan derfor ikke vide, hvorledes han kvalificerer kontrakten. DI skal derfor bede Skatteministeriet præcisere, om og i givet fald hvilke konsekvenser en forskellig klassificering hos leasingtager og -giver har.

Patentskatteordningen (§ 1, stk. 1, nr. 4 - SEL § 11 C)

DI anerkender ønsket om at fremme innovation og forskning gennem etablering af en attraktiv patentskatteordning. DI kan desværre konstatere, at den i forslaget skitserede ordning indeholder en række uklarheder, der gør den vanskelig administrerbar.

Således er det uklart, om det er en forudsætning for valg af ordningen, at alle patenter indgår, eller om virksomheden har valgfrihed. Dette skal DI bede om præciseres.

Patentretligt beskyttet

Selve definitionen af de aktiver, der kan indgå, er meget snæver. Det fremgår af § 11 C stk. 1, at der skal være tale om patenter, der er "patentretligt beskyttet". Ydermere omtaler § 11 C stk. 1 sidste pkt. "de omfattede patenter og forsknings- og udviklingsprojekter". Det er uklart, hvordan "forsknings- og udviklingsprojekter" defineres, og om de kan lægges ind i patentskatteordningen uden, at der er udtaget patent. Som det er beskrevet, er det uklart, hvornår i processen patenter kan overføres.

Af bemærkningerne fremgår videre, at patentbeskyttelse kræver registrering i det enkelte land. DI formoder, at alle royaltyindtægter (licensindtægter) omfattes, uanset om der er udtaget patent i det pågældende land. Det er tilstrækkeligt, at der er sket patentbeskyttelse i ét land.

En del virksomheder udtager ikke patenter, idet de er bedre tjent med ikke at skulle offentliggøre den konkrete teknologi. Ikke desto mindre besidder de en del knowhow, der genererer indtægter.  Tilsvarende kan brugsmodeller opnå beskyttelse og følgelig generere royalty eller anden indtægt. Disse rettigheder bør man efter DI's opfattelse også overveje at lade indgå i patentskatteordningen. Dette skyldes, at det er meget branche- og produktafhængigt, om det kan betale sig at udtage et patent, uagtet at opfindelseshøjden kan siges at være ens.

Selvstændigt selskab

Det er uklart, om en patentskatteordning kræver et selvstændigt selskab, eller om patentet kan ligge som en del af et eksisterende selskab. DI formoder, at patentskatteordningen kan være en indkapslet del af et eksisterende selskab, men skal henstille til, at dette afklares i loven.

Royaltyindtægter

Bestemmelsen i § 11 C stk. 1 definerer royaltyindtægter som omfattende "indtægt ved licensaftaler", hvilket vurderes at være ganske specifikt.

Dette fordrer, at royalty-indtægten er veldefineret og udgør den reelle indtægt fra patentet. I forbindelse med en produktion af produkter, hvori der indgår patenteret såvel som ikke patenteret viden, kan det være svært at adskille royalty fra et specifikt patent fra andre omkostninger. Problemet anerkendes i bemærkningerne, hvoraf det fremgår, at spørgsmålet om kvalificering mellem ikke-patentindtægter og patentindtægter er et ligningsmæssigt spørgsmål.

DI ser et behov for en nærmere definition af "royalty". DI kan foreslå den definition, der benyttes i OECD's modeloverenskomst artikel 12. Denne definition er lidt bredere end grundlaget for den gældende danske beskatning i henhold til KSL § 2, stk. 1, litra i og SEL § 2, stk. 1, litra g, jf. KSL § 65 C stk. 4

Udover et behov for en klar definition af royalty, vil DI foreslå, at man ser på en bredere definition af indtægter under patentskatteordningen end den valgte, og derved også får en mere klar lovgivning.

DI skal bemærke, at en række dobbeltbeskatningsoverenskomster har regler med with-holding tax på netop royalties. Eksempelvis er der 15 pct. withholding-tax i Brasilien. Dette kan gøre ordningen uinteressant.

Den skattepligtige (patent) indkomst (SEL § 11 C stk. 2)

I henhold til stk. 2 medregnes alene et beløb svarende til 55 pct. af royaltyindtægterne ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Øvrige indtægter medregnes fuldt ud. Ved opgørelsen nedsættes samtlige fradrag til 55 pct.

DI finder, at denne formulering af bestemmelsen efterlader tvivl om, hvilke indtægter og fradrag der er omfattet.

Det bør afklares, hvilke "øvrige indtægter" der kan være tale om, når der alene kan lægges royaltyindtægter af patenter ind under ordningen. Herunder bør det afklares, om et "patent-datterselskab" kan have andre aktiviteter.

Ligeledes omtales i bemærkningerne, at der kun er 55 pct. fradrag for samtlige selskabets udgifter og omkostninger, idet der i eksemplet er oprettet et datterselskab, der alene ejer patenter. Så vidt DI kan konstatere er der ikke foretaget en afgrænsning af, hvilke udgifter og omkostninger der er omfattet. I tilfælde af, at patenter kan / skal ligge i et særskilt patentselskab må det være rimeligt, at omkostninger, der ikke er direkte knyttet til patentet (det kunne eksempelvis være knyttet til de "øvrige indtægter", der underkastes fuld beskatning jf. ovenfor) kan opnå fuld fradragsret.

DI skal henstille til, at der sker en præcisering af denne bestemmelse.

Værdiansættelse ved indtræden og udtræden (SEL § 11 C stk. 3)

Værdiansættelsen af aktiverne skaber ligeledes problemer, idet der vil være tale om et skøn, baseret på en eller flere værdiansættelsesmodeller. Det er ikke klart, om denne værdiansættelse skal ske i overensstemmelse med eksempelvis reglerne i de internationale regnskabsstandarder, ligesom det er uklart, hvordan værdiansættelsen skal fastsættes, når der ikke er et aktivt marked.

I henhold til bemærkningerne fremgår det, at det kan være vanskeligt for SKAT at kontrollere koncernens vurdering af patentets værdi, men at SKAT's muligheder skal ses i sammenhæng med den dokumentationspligt, der pålægges selskabet, jf. skattekontrollovens § 3 B.

DI skal i den forbindelse konstatere, at det i praksis kan være utrolig svært at finde den korrekte værdi - markedsværdien - for et patent. DI ser nødigt en situation, hvor praksis skal fastsættes gennem enten bindende svar eller deciderede ligningssager.

Ændring af afskrivningsreglerne for patenter

Ændringen fra straksafskrivning til en lineær afskrivning over 7 år vurderer DI også vil virke som en dæmper på lysten til at bruge patentskatteordningen.

Samspillet med de foreslåede CFC-regler

Endelig skal DI pege på samspillet med de foreslåede CFC-regler. Efter DI's opfattelse vil et "patentselskab" være omfattet af CFC-reglerne. Disse regler medfører, at indtægterne beskattes med 22 pct. (dansk skat), hvorved ideen med patentskatteordningen synes at forsvinde. Dette kan ikke være hensigten, hvorfor DI skal bede om en præcisering, der adresserer forholdet til CFC-beskatningen, herunder forholdet til EU-retten i relation til den frie etableringsret.

Tilpasning og udvidelse af CFC-reglerne (§ 1, stk.1 nr. 24 - SEL § 32)

Der er tale om en væsentlig udvidelse af CFC-reglernes anvendelsesområde, der i en stor del af tilfældene alene vil være en væsentlig administrativ byrde, der ikke giver noget ekstra provenu. Det er således unikt, at Danmark med de foreslåede regler går efter reelle virksomheder, ligesom udvidelsen til at omfatte hele CFC-selskabets indkomst svarer til en tvungen international sambeskatning. Dette synes umiddelbart i strid med territorial-princippet og med formålet, nemlig en beskatning af mobile indtægter.

Reglerne indikerer også, at man reelt ikke kan forlade Danmark med et patent uden at flytte alle aktiviteterne. Konsekvensen kan således være, at "patenttunge" koncerner flytter ud af Danmark. Beholdes moderselskabet i Danmark fanges patentindtægterne, som forslaget ligger, ind igen. Dette skyldes, at den indtægt patentet genererer, vil være omfattet af CFC-begrebet, og dermed vil der også skulle ske beskatning i Danmark, selvom der er tale om en reel etablering, og selvom der ér sket afståelsesbeskatning af eksempelvis patenter, der flyttes ud. Konsekvensen kan være en reel dobbeltbeskatning med mindre, man også får afskrivningerne med ind i ordningen. 

Der er også et misforhold imellem CFC-reglerne og beskæringen af rentefradrag. Hvis man fastholder, at der ikke kan opnås rentefradrag ved investering i udlandet, er det ikke rimeligt, at man efterfølgende ønsker at beskatte en indkomst genereret ved eksempelvis tilkøbte patenter. Det samme problem opstår i forbindelse med tilkøb af selskaber. Her kan man risikere, at der er tale om en virksomhed, der efter danske regler er skattepligtig til Danmark i henhold til CFC-reglerne uagtet, at man i regeringen ikke ønsker at yde et fradrag for finansieringsudgiften. Det kan ikke være rimeligt, at man som køber tvinges til også at købe patenterne ud af det tilkøbte selskab, for at adskille CFC-aktiviteterne fra de normale driftsaktiviteter. Herved begrænses incitamentet til at opkøbe videnstunge selskaber. Man burde udeholde patenter, der er ejet af det tilkøbte selskab.

DI skal derfor overordnet pege på, at den model, der er valgt for personer, efter DI's opfattelse er administrativt enklere og er i tråd med EF-dommen. Personmodellen indebærer, at skatteyderen kan anmode om fritagelse for CFC-beskatning, såfremt denne kan dokumentere, at der er tale om et en reel etablering. Det vil i øvrigt svare til den måde, Tyskland forventes at implementere EF domstolens afgørelse på.

Endelig skal DI ikke undlade at konstatere, at CFC-indkomst, der kommer til beskatning i Danmark, bør indgår i nettofinansieringsudgifterne, idet der jo netop er tale om Controlled Finance Companies.

Betingelser for at kvalificere til et CFC-selskab (SEL § 32, stk. 1)

Det anføres i bemærkningerne, at for at undgå usikkerhed udvides SEL § 32 til at omfatte alle datterselskaber med over 50 pct. CFC-indkomst - uanset hvor datterselskaberne er hjemmehørende, og uanset hvordan beskatningsniveauet er for datterselskaberne.

Dette betyder på trods af de forhøjede ejerkrav at væsentligt flere selskaber omfattes af CFC-reglerne. Selvom en stor del af disse selskaber er beliggende i højskattelande, vil der skulle udarbejdes selvangivelser for disse selskaber på trods af at der ikke er en provenumæssig konsekvens.  Der vil efter DI's opfattelse være tale om en helt unødig og i øvrigt meget omfattende administrativ byrde. Ydermere vil det skifte fra år til år hvilke selskaber, der er CFC-selskaber. Derfor er det også vigtigt at underskud kan fremføres til modregning i senere overskud.

DI skal derfor fastholde at den model, der er valgt for personer, også bør gælde selskaber.

Medregning af hele datterselskabets indkomst (SEL § 32, stk. 7)

Den indkomst, der skal indregnes i den danske indkomstopgørelse, udvides til at omfatte hele datterselskabets indkomst. I bemærkningerne er det anført, at der er tale om en administrativ forenkling, netop fordi hele datterselskabets indkomst medregnes.

Der er imidlertid reelt tale om en stramning, uanset at dette efter DI's mening er unødvendigt. Konsekvensen er, at der betales 22 pct. selskabsskat af et overskud i et andet EU-land, eks. Irland.

Opgørelse af CFC-indkomst (SEL § 32, stk. 5)

Det anføres i bemærkningerne, at der foretages et par mindre justeringer i forhold til opgørelse af CFC-indkomst til brug for en vurdering af, om der er tale om et CFC-selskab.

Således skærpes (indskrænkes) fritagelsen for medregning af royaltybetalinger fra immaterielle aktiver delvis foranlediget af datterselskabets egen forsknings- og udviklingsvirksomhed. Efter skærpelsen sker fritagelse alene for royaltybetalinger, der udelukkende er foranlediget af datterselskabets egen forsknings- og udviklingsafdeling.

Denne skærpelse har dog en reel betydning, da en snæver fortolkning reelt vil medføre at alle royaltybetalinger medregnes. Dette skyldes, at det er almindelig praksis enten at tilkøbe mindre patenter eller få foretaget dele af forskningen og udviklingen hos en tredjemand.

DI skal opfordre til, at "udelukkende" ændres til et mere rummeligt begreb, der tillader nogen fremmedudvikling i et internt projekt.

Der er også en række tekniske problemstillinger i SEL § 32 stk. 5. Sondringen imellem selvfrembragte contra erhvervede immaterielle aktiver tager ikke hensyn til det forhold, at et selskab i løbet af sin eksistens oftest erhverver immaterielle aktiver under omstændigheder, hvor erhvervelsen er fuldt forretningsmæssigt begrundet. En sådan erhvervelse kan ske ved fusioner o.lign. Har to selskaber eksempelvis udviklet et produkt sammen (internt) gennem egne drevne forskningsprojekter, og de pludselig fusioneres, er det uklart, om det fortsættende selskab vil blive et CFC-selskab, når der sker et ejerskifte af de bagvedliggende patenter, uagtet at de hidtidige selskaber ikke individuelt var CFC-selskaber.

Samtidig konstateres, at CFC-indkomsten er udvidet til også at omfatte salgsindtægter vedrørende patenterede produkter, med mindre man vælger at lægge disse indtægter ind under en patentskatteordning. Der er dog tale om et videre begreb, idet "salgsindtægter" omfatter mere end royalty (licens). Denne udvidelse rammer således patenter, der allerede er beskattet i forbindelse med fraflytning jf. ovenfor. Dette synes kritisabelt.

Ligeledes er begrebet "patenterede produkter" uklart og afviger i forhold til definitionen under patentskatteordningen. DI skal derfor bede om, at begrebet præciseres, herunder om et integreret produkt bestående af en række individuelt patenterede løsninger, eksempelvis et beslag eller en gribeliste, og en række almindelige dele kan betragtes som et "patenteret produkt".

Præciseringen bør også omfatte "ejerskabet", idet dette ikke er klart formuleret. Ser vi f.eks. på et lokalt salgsselskab, er det uklart, om det vil blive CFC-pligtig, hvis moderselskabet har produceret og har rettigheden til et givent (del)patent.

DI skal også bede om, at rækkevidden af de foreslåede ændringer i SEL § 32 stk. 5 nr. 8, omkostninger til erhvervelse af CFC-indkomst, belyses, herunder om eksempelvis varekøb, løn til sælgere eller administrationsomkostninger indgår.

Moderselskab (SEL § 32, stk. 6)

Med den ændrede definition af moderselskab i SEL § 32 stk. 6 er der ikke taget stilling til forholdet overfor sambeskattede selskaber og børsnoterede koncerner ejet af fonde.

Som DI har forstået det, skal der ske indregning i de enkelte selskaber af en udenlandsk CFC-indkomst baseret på den gennemsnitlige ejerandel, jf. SEL § 32 stk. 7. Dette synes dog ikke at fremgå klart, idet der i bemærkningerne er anført, at det er det øverste moderselskab i Danmark, for det pågældende datterselskab, der medregner datterselskabsindkomsten.

DI beder om, at dette præciseres. DI skal dog ikke undlade at bemærke, at i de tilfælde, hvor der er flere sambeskatninger under en fond (eksempelvis to børsnoterede selskaber) vil det være hensigtsmæssigt at CFC-indkomsten holdes indenfor den børsnoterede koncern, der ejer CFC-selskabet. I modsat fald vil dispositioner i én børsnoteret koncern påvirke en anden børsnoteret koncern.

Det er endvidere uafklaret, hvordan man forholder sig med Joint Ventures, der er ejet 50/50. DI skal bede om, at dette præciseres i bemærkningerne.

Ændring af afskrivningsreglerne (§ 2 - Afskrivningsloven ASL)

DI står uforstående overfor de i § 2 foreslåede ændringer af afskrivningsloven. I bemærkningerne er stramningen af afskrivningsreglerne da også begrundet med følgende passus: "For at kunne finansiere den fulde lempelse finder regeringen det derfor nødvendigt at stramme reglerne for afskrivninger af bygninger og driftsaktiver med særligt lang levetid."

I forvejen medfører indgrebet at finansieringen af investeringerne bliver dyrere som følge af mindre rentefradragsret og for nogle tyndt kapitaliserede virksomheder endda helt bortfalder. Dette i sig selv vil medføre, at der vil være færre likvide midler til rådighed til at foretage investeringer. Den forslåede ændring af afskrivningsloven vil alt andet lige også medføre at de tilgængelige midler til at foretage investeringer mindskes yderligere.

Investeringer i infrastruktur (§ 2 nr. 1 - ASL § 5 B, stk. 2)

Det er DI's opfattelse at en række af stramningerne indenfor afskrivningsområdet er ude af trit med de faktiske levetider. Således forudsætter den laveste saldoafskrivning (5 pct.) en levetid på mere end 50 år. Med den nuværende udvikling i teknologien kan man ikke forvente levetider på 50 år for eksempelvis lyslederkabler, satellitter og skinner.

Investeringer i anlæg til infrastruktur bør tværtimod tilskyndes. Allerede i dag har vi en række meget slidte infrastrukturanlæg. Således står en lang række kloakker over for udskiftning, ligesom el- og lyslederkabler skal moderniseres. Hertil kommer regeringens energiplan, hvor et investeringsbehov på over 12 mia. kr. ikke er urealistisk. En stramning af afskrivningerne, som skitseret, vil ikke tilskynde,

1. at der foretages de fornødne investeringer og udbyggelse af banelegemet,
2. at udbredelsen og vedligeholdelsen af telenetværk foretages således at Danmarks fører position bevares,
3. at de vigtige anlæg til transport, lagring og distribution af el, varme, gas, spildevand mv. vedligeholdes.

Fastholder man de foreslåede ændringer, vil det medføre en øget omkostning, som det ikke er givet kan hentes hos kunderne. Dette kan betyde et lavere investeringsniveau. DI vil derfor foreslå, at ændringen af ASL § 5 B, stk. 2 i forslagets § 2 nr. 1 fjernes, således at investeringer i ovenstående uændret fremmes.

Investeringer i faste anlæg, luftfartøjer, rullende jernbanemateriel og skibe (§ 2 nr. 1 - ASL § 5 B, stk. 1) samt bygningsafskrivninger (§ 2 nr. 3 - ASL § 17, stk. 1)

De foreslåede stramninger på faste anlæg, bygninger m.m. vil også ramme rentabiliteten af sådanne investeringer hårdt. Dette kan enten medføre, at investeringer ikke gennemføres eller, at investeringerne i stedet gennemføres udenfor Danmark.

Således kan eksempelvis elektricitet produceres lige så effektivt i Sverige eller Tyskland, som i Danmark, idet der er et stort, integreret el-net. For mobile aktiver er et alternativ til en direkte investering, at man lejer aktiverne fra udlandet. Fælles for disse alternativer er dog, at skattereglerne bør understøtte driftsmæssige betragtninger og ikke være drivende for en investering.

Endvidere vil ændringer i bygningsafskrivninger også ramme en række private ejendomsinvesteringer hårdt, herunder investeringer foretaget i tilknytning til erhvervsvirksomhed.

Der vil også være en afsmittende effekt på bygningsleasing. Bygningsleasing foretages typisk over 15 år, hvor leasingtager reelt overtager hele bygningen. Forlængede afskrivningsperioder vil alt andet lige medføre højere leasingydelser.

Administrative konsekvenser

En administrativ konsekvens af forslaget vedrørende ændrede afskrivninger er oprettelse af endnu to kategorier af saldoafskrivninger. Dette vil kræve ekstra administration. Hertil kommer praktiske problemer hvis eksempelvis en af grupperne får en negativ driftsmiddelsaldo. Det er uafklaret, hvordan en sådan situation skal behandles.

Udbyttereglerne

Ophævelse af reglerne om indgående skattefri udbytter (§ 1 nr. 5 - SEL § 13, stk. 2)

Det foreslås, at begrænse muligheden for at hente skattefri udbytter hjem til Danmark, når det udbyttegivende selskab ligger i en stat, som Danmark ikke har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med. Det skal i den anledning bemærkes, at der er ca. 100 lande, specielt i Latinamerika og Afrika, som Danmark ikke har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med.

Det anføres, at man i stedet kan opnå en creditlempelse. Det er DI's opfattelse at der er tale om en regel, der vil skabe yderligere administration og mindske incitamentet til at trække udbytte hjem til Danmark, fra de lande, hvor der nu kommer skattepligt, uanset at der kan opnås en creditlempelse for den betalte skat.

Ophævelse af lempelse for porteføljeaktier (§ 1 nr. 6-18)

DI har konstateret, at der foretages en stramning af beskatningen af udbytte på porteføljeaktier modtaget af selskaber fra en effektiv skattesats på 18,48 pct. (66 pct. af 28) til 22 pct.

Af bemærkninger fremgår det, at formålet er at opretholde beskatningsniveauet for udbytte, hvilket ikke umiddelbart harmonerer med en stramning på ca. 3,5 procentpoint.

Aktieindkomst (§ 9, nr. 1 - PSL § 8a, stk. 2)

Som en konsekvens af nedsættelsen af selskabsskatten foreslås skatten på aktieindkomst sat op for aktieindkomst over 100 tkr.

Det forudsættes hermed, at danske investorer altid investerer i danske selskaber. Dette er en antagelse, der ikke har hold i den virkelige verden. Investorer investerer internationalt og vil dermed uagtet skattestoppet opleve en skattestigning. Udenlandske selskaber har således ikke glæde af den danske reduktion af selskabsskatten.

Med den foreslåede stigning rammes hovedaktionærer, der som led i et generationsskifte har sparet overskud op til højere skatteprocenter. Denne gruppe vil ende med en højere effektiv skat end forventet, en skat der overstiger den højeste marginalskat.

Ikrafttrædelse

Som det fremgår, er der på en række områder tale om voldsomme ændringer i langsigtede dispositioner hos de berørte virksomheder. Der bør derfor være tid til at tilpasse sig til de fremadrettede regler, hvorfor ikrafttrædelsesbestemmelserne skal afspejle dette.

Såfremt ovenstående giver anledning til spørgsmål mv., står vi selvsagt til rådighed for yderligere oplysninger.

Med venlig hilsen