Lovforslag
9. juli 2010
Forslag
til
Lov om ændring af toldloven
(Likvide midler, manglende anmeldelse ved grænsepassage og kropsscannere)
§ 1
I toldloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 867 af 13. september 2005, som ændret ved § 4 i lov 513 af 7. juni 2006, § 51 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, lov nr. 1573 af 20. december 2006, § 121 i lov nr. 1336 af 19. december 2008 og § 42 i lov nr. 718 af 25. juni 2010, foretages følgende ændringer:
1. § 10 a affattes således:
”§ 10 a. Told- og skatteforvaltningen foretager kontrol af, at der ikke ved indførsel af varer i, udførsel fra eller transit af det danske toldområde sker overtrædelse af forbud mod indførsel, udførsel eller transit, der er fastsat af sikkerhedsmæssige, sundhedsmæssige, veterinære, plantepatologiske, valutamæssige eller andre grunde. Told- og skatteforvaltningen foretager herunder kontrol med likvide midler, der er indeholdt i uledsagede forsendelser.
Stk. 2. Juridiske eller fysiske personer, der forsender likvide midler til en modværdi af 10.000 euro eller derover, skal anmelde forsendelsen til told- og skatteforvaltningen senest i forbindelse med forsendelsens ankomst til eller afgang fra det danske toldområde. § 83, stk. 2, om administrativ tilbageholdelse finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Skatteministeren kan fastsætte bestemmelser om elektronisk anmeldelse af likvide midler.”
2. I § 23, stk. 5 indsættes efter 1. pkt.:
”Fremgår det af en kontrol i medfør af stk. 3 eller 4, at der er tegn på ulovlige aktiviteter i forbindelse med bevægelser af de likvide midler, kan told- og skatteforvaltningen forlange, registrere og behandle oplysninger om personen og de likvide midler.”
3. I § 25 indsættes som stk. 4:
”Stk. 4. Eftersyn som omhandlet i stk. 3 kan med den rejsendes samtykke foretages ved hjælp af røntgen eller anden stråling.”
4. I § 79, nr. 3, indsættes efter ”overtræde”: ”§ 10 a, stk. 2,”.
5. I § 79 indsættes som stk. 2:
”Stk. 2. For overtrædelse af anmeldelsespligten efter § 18, stk. 1, jf. § 79, stk. 1, nr. 3, kan bødeansvaret for manglende anmeldelse tillige rettes mod den virksomhed, der har foretaget transporten, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes denne som forsætlig eller uagtsom. For bødeansvaret fastsættes ingen forvandlingsstraf.”
6. I § 83, stk. 2, ophæves 2. og 3. pkt. og i stedet indsættes:
”Tilbageholdelse kan ske, hvis det må frygtes, at de omhandlede likvide midler stammer fra eller vil blive brugt til en overtrædelse af straffeloven eller anden lovgivning, der er undergivet offentlig påtale. Ved iværksættelse af tilbageholdelse finder retsplejelovens kapitel 74 om beslaglæggelse anvendelse med de ændringer, der følger af 1. og 2. pkt. Tilbageholdelse kan endvidere ske administrativt i op til 72 timer med henblik på nærmere undersøgelse af, om de likvide midler kan sættes i forbindelse med overtrædelser som omhandlet i 2. pkt.”.
7. I § 83 indsættes som stk. 6:
”Stk. 6. Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse i trafikken mellem det danske toldområde og tredjelande.”
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2. Loven har virkning fra og med den 1. januar 2011.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Der er konstateret behov for at justere toldloven med henblik på bekæmpelse af den grænseoverskridende kriminalitet og mindre alvorlige lovovertrædelser. Det drejer sig for det første om kontrollen med likvide midler, som rejsende medbringer ved indrejse i eller udrejse fra Danmark, samt likvide midler, der sendes til eller fra Danmark med post eller kurérvirksomhed (uledsagede forsendelser). Herudover drejer det sig om chaufførers pligt til at anmelde sig hos toldmyndigheder, når de kører ind i eller ud af Danmark i tredjelandstrafikken – eksempelvis til og fra Norge.
Endvidere bør toldloven åbne op for anvendelse af den nyeste teknologi inden for såkaldt kropsscanning, som gør det muligt at tage røntgen- eller mikrobølgebilleder af de rejsende frem for at kropsvisitere dem. Der foreslås derfor indsat klar hjemmel i loven til, at der med den rejsendes samtykke kan foretages personundersøgelse ved hjælp af røntgen eller anden stråling som alternativ til kropsundersøgelse.
2. Lovforslagets formål og baggrund
Med forslaget indføres nye og mere effektive redskaber i toldmyndighedernes arbejde med bekæmpelsen af kriminalitet og terrorisme og beskyttelse af Danmarks og EU's finansielle interesser.
Efter de omfattende foranstaltninger mod hvidvask af penge og andre likvide midler, der er gennemført inden for de seneste 10 år, foretages overførsel af likvide midler i forbindelse med bl.a. terrorisme og grænseoverskridende bandekriminalitet i stigende omfang af rejsende eller i uledsagede forsendelser.
Der foreslås forbedringer af told- og skattemyndighedernes muligheder for at bekæmpe disse former for kriminalitet ved indgreb mod dem, der foretager de ulovlige overførsler af likvide midler.
Forslaget om ændring af bestemmelserne om likvide midler vil indføre meldepligt for større beløb i uledsagede forsendelser og give mulighed for administrativ tilbageholdelse af disse.
Forslaget om objektivt ansvar for de transporterende virksomheder i forbindelse med manglende anmeldelse ved indkørsel i og udkørsel fra det danske toldområde vil muliggøre mere effektiv retshåndhævelse i tilfælde, hvor chaufføren ikke opfylder den meldeforpligtelse, der er fastsat i toldloven.
Formålet med forslaget om muligheden for at erstatte personundersøgelse med røntgen eller anden strålingskontrol er at give hjemmel til anvendelse af moderne hjælpemidler som alternativ til den ofte meget tidkrævende kropskontrol. Forslaget om kropsscanning som alternativ til kropsvisitering styrker hensynet til de rejsendes fysiske integritet – samtidigt med at kontrollen herved sker på en både grundigere og hurtigere måde end ved en kropsvisitering.
Der tages ikke hermed stilling til den generelle problematik om anvendelse af kropsscannere i personkontrollen. Ændringen har alene til formål at give klar hjemmel i loven til at anvende personscannere som alternativ til kropsundersøgelser, såfremt det besluttes.
3. Lovforslagets enkelte elementer
3.1. Likvide midler
3.1.1. Gældende ret
Det fremgår af toldlovens § 23, stk. 4, at personer, der ved indrejse i eller udrejse fra det danske toldområde medtager likvide midler, der svarer til værdien af 10.000 euro eller derover, skal angive disse likvide midler over for told- og skatteforvaltningen. Toldlovens § 83, stk. 2, giver told- og skatteforvaltningen mulighed for at tilbageholde likvide midler, der svarer til værdien af 10.000 euro eller derover, hvis det må befrygtes, at disse midler stammer fra eller vil blive brugt til en overtrædelse af straffeloven.
3.1.2. Forslagets baggrund
Toldlovens bestemmelser om kontrollen med likvide midler blev indført i 2002 og omfattede både trafikken mellem Danmark og tredjelande og mellem Danmark og andre EU-lande. Med loven indførtes pligt til at anmelde medbragte penge m.v. til en værdi af 15.000 euro og derover. Grænsen er senere nedsat til 10.000 euro.
I 2007 trådte forordning nr. 1889/2005 i kraft. Forordningen omfatter kontrol med likvide midler på EU's (og Danmarks) ydre grænser, dvs. grænser til tredjelande. Toldloven finder anvendelse i trafikken mellem Danmark og andre EU-lande.
Hensigten med forordningen er at bekæmpe bevægelser af likvide midler til ulovlige formål ved bl.a. at åbne op for administrativ tilbageholdelse af likvide midler. Efter toldloven har toldmyndighederne ret til at tilbageholde likvide midler, hvis det må frygtes, at de hidrører fra eller skal bruges til en overtrædelse af straffeloven. Er dette tilfældet, overgives sagen til politiet, som skønner, om der er grundlag for at rejse tiltale.
Forordningen giver mulighed for administrativ tilbageholdelse af de likvide midler i overensstemmelse med nationale regler alene på grund af den manglende angivelse - sådanne regler er bl.a. gennemført i Tyskland. Toldloven indeholder derimod ikke bestemmelser om administrativ tilbageholdelse i disse situationer, og det er dermed ikke muligt at anvende forordningen som det var forudset. En tidsbegrænset administrativ tilbageholdelse har til formål at give toldmyndighederne tid til nærmere at undersøge, om der kan være mistanke om ulovligheder.
Forordningen nævner desuden de oplysninger, som de rejsende skal afgive ved angivelse af likvide midler af en værdi på 10.000 euro eller derover. Endvidere giver forordningen mulighed for at registrere og behandle oplysninger ved ind- eller udførsel af likvide midler, hvis værdi ligger under grænsen på de 10.000 euro, såfremt der er tegn på ulovlige aktiviteter i forbindelse med bevægelserne af de likvide midler.
Det er væsentligt, at det er de samme procedurer, betingelser m.v., der finder anvendelse ved Danmarks grænser til andre EU-lande, der styres af toldloven, og ved grænserne til tredjelande, der styres af forordningen. Det er endvidere væsentligt, at alle redskaber, der kan indgå i bekæmpelse af den organiserede kriminalitet og terrorisme, tages i anvendelse.
Det er på den baggrund ønskeligt, at toldloven, der anvendes på Danmarks indre grænser, tilpasses forordningen, der anvendes på Danmarks ydre grænser.
3.1.3. Forslagets indhold
Det foreslås, at betingelsen for tilbageholdelse ikke længere skal være frygt for forbindelse til straffelovsovertrædelse, men også frygt for forbindelse til overtrædelse af anden lovgivning, der er undergivet offentlig påtale.
Det foreslås endvidere, at de likvide midler kan tilbageholdes administrativt i op til 72 timer med henblik på nærmere undersøgelser.
Hvis der er tegn på ulovlige aktiviteter i forbindelse med bevægelser af de likvide midler, kan told- og skatteforvaltningen i henhold til forslaget forlange, registrere og behandle oplysninger om personen og de likvide midler.
Det foreslås endeligt, at likvide midler i uledsagede forsendelser omfattes af samme regler som likvide midler, der medbringes af rejsende.
3.2. Manglende anmeldelse ved ind- og udkørsel af Danmark
3.2.1. Gældende ret
Efter toldlovens § 18, stk. 1, skal førere af bl.a. lastbiler i trafik mellem Danmark og tredjelande ved ankomst til og før afgang fra det danske toldområde anmelde sig til told- og skatteforvaltningen. Manglende anmeldelse straffes efter § 79, nr. 3, med bøde, når den manglende anmeldelse er sket forsætligt eller groft uagtsomt. Det er således kun chaufføren, der kan retsforfølges for manglende anmeldelse.
3.2.2. Forslagets baggrund
Det er et stigende problem, at førere af lastvognstog i trafikken mellem Danmark og tredjelande (bl. a. Norge) ikke anmelder sig hos told- og skattemyndighederne ved ind- og udkørsel, som de er forpligtet til efter toldlovens § 18, stk. 1.
Det er i imidlertid i praksis meget vanskeligt at gøre bødeansvaret i toldlovens § 79, nr. 3 (for overtrædelse af § 18) gældende over for de pågældende chauffører, der typisk er udlændinge. Resultatet er, at et stigende antal forsendelser passerer ind i landet, uden at der bliver angivet og betalt told og afgifter.
Det skønnes, at det vil fremme efterretteligheden, hvis ansvaret for manglende anmeldelse på objektivt grundlag også kan rettes mod den virksomhed, der har foretaget transporten.
Det er på den baggrund ønskeligt at udvide ansvaret for manglende anmeldelse ved indrejse i eller udrejse fra det danske toldområde i trafikken mellem Danmark og tredjelande til også at omfatte den virksomhed, som udfører transporten.
3.2.3 Forslagets indhold
Der foreslås et nyt stk. 2 til § 79, hvorefter ansvaret for manglende anmeldelse kan rettes mod den virksomhed, der har foretaget transporten. Det foreslås, at virksomheden ifalder ansvar på objektivt grundlag. Virksomhedens strafansvar forudsætter, at chaufførens manglende anmeldelse kan kvalificeres som forsætligt eller groft uagtsomt.
3.3. Kropsscanning
3.3.1. Gældende ret
Det fremgår af toldlovens § 25, at told- og skatteforvaltningen kan foretage eftersyn på rejsende. Eftersyn, der ikke begrænser sig til den ydre beklædning, må kun foretages, når der findes rimelig grund til at antage, at vedkommende ulovligt medfører varer mv. skjult på sin person.
3.3.2. Forslagets baggrund
Det er i dag teknisk muligt at foretage en scanning af personer i stedet for at kropsvisitere dem. En scanning udgør et mindre indgreb i den enkeltes fysiske integritet, eftersom den pågældende ved kropsscanning hverken vil skulle berøres af kontrolpersonalet eller klæde sig af. Hertil kommer, at en kontrol i form af en kropsscanning er mindre tidkrævende end en kropsvisitering.
På denne baggrund er det ønskeligt at lade told- og skatteforvaltningen gennemføre en kropsscanning af den enkelte rejsende frem for at lade denne kropsvisitere.
Det er Skatteministeriets opfattelse, at toldlovens § 25 som det mindre i det mere giver told- og skatteforvaltningens personale adgang til at foretage scanning af den rejsende, hvis der er rimelig grund til at antage, at vedkommende ulovligt medfører varer m.v. skjult på sin person. Af retssikkerhedsmæssige grunde er det imidlertid ønskeligt at have en helt klar hjemmel til dette indgreb.
3.3.3. Forslagets indhold
Der foreslås et nyt stk. 4 til § 25, hvorefter told- og skatteforvaltningen kan foretage en kropsscanning af rejsende, såfremt den pågældende givet sit samtykke hertil. Kan der ikke opnås samtykke, vil den pågældende blive kropsvisiteret.
4. Økonomiske konsekvenser for det offentlige
Muligheden for at gøre transportvirksomheder ansvarlige for manglende anmeldelse af transporter vil fremme efterretteligheden. Dette vil forøge provenuet fra told og afgifter. Det er ikke muligt at skønne over omfanget af denne provenuforøgelse.
5. Administrative konsekvenser for det offentlige
Gennemførelse af forslaget vil muligvis kræve tilpasning af aftalen mellem told og politi om opgavens varetagelse. Der vil skulle udarbejdes retningslinjer for den administrative tilrettelæggelse af midlertidige tilbageholdelser samt information til de rejsende og virksomheder herom. Tilsvarende vil skulle foretages i forbindelse med kontrol af uledsagede forsendelser, hvor der skal fastsættes anmeldelsesprocedurer.
Der skal endvidere udarbejdes nye retningslinjer for henvendelse til virksomheder på grund af manglende anmeldelse ved ind- og udkørsel.
Med forslaget gives der skatteministeren bemyndigelse til at fastsætte bestemmelser om elektronisk anmeldelse af likvide midler. Såfremt denne bemyndigelse udnyttes, vil der skulle etableres et indberetningssystem. Etablering af et TastSelv-indberetningssystem, som ikke kræver interaktion med andre systemer, skønnes at koste ca. 500.000 kr.
Forslaget vil medføre øget anvendelse af ressourcer til undersøgelser i forbindelse med tilbageholdelse af likvide midler samt til registrering og behandling af oplysninger. Det skønnes, at de nye regler om likvide midler vil medføre et merforbrug på ca. 2 årsværk.
Forslaget sikrer hjemmel til anvendelse af kropsscannere i toldopgaven. Der er dog ikke i forslaget taget stilling til, hvorvidt kropsscannere faktisk skal anskaffes. Eventuel anskaffelse af scannere vil, afhængigt af antal og anvendelsesfrekvens, medføre engangs- og driftsudgifter samt frigive et antal mandetimer.
6. Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Forslaget forventes at medføre positive konsekvenser for dansk erhvervsliv, idet de foreslåede regler vedrørende anmeldelse ved grænsepassage må antages at mindske konkurrencen fra udenlandske virksomheder, der indfører varer uden at told- og afgiftsberigtige disse.
7. Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Forslaget skønnes ikke at have administrative konsekvenser for erhvervslivet. Overførsel af likvide midler i uledsagede forsendelser skønnes ikke at være normal praksis i den legale varehandel.
8. Administrative konsekvenser for borgerne
Forslaget skønnes ikke at have administrative konsekvenser for borgerne. Retten til at tilbageholde likvide midler ved manglende angivelse skønnes alene at få konsekvenser for den illegale overførsel af midlerne.
9. Miljømæssige konsekvenser
Forslaget skønnes ikke at have miljømæssige konsekvenser.
10. Forholdet til EU-retten
Efter art. 1, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1889/2005 berører forordningen ikke nationale foranstaltninger til kontrol med bevægelser af likvide midler inden for Fællesskabet, hvis disse foranstaltninger er truffet i medfør af traktatens art. 58 (nu art. 65 i Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde). Bestemmelsen er en undtagelse til art. 63, der som udgangspunkt forbyder restriktioner i kapitalbevægelser. Art. 65 fastslår, at art. 63 ikke griber ind i medlemsstaternes ret til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at hindre overtrædelse af deres nationale ret og forskrifter især på skatte- og afgiftsområdet og i forbindelse med tilsynet med finansielle institutioner, eller til af administrative eller statistiske hensyn at fastlægge procedurer for anmeldelse af kapitalbevægelser eller til at træffe foranstaltninger, der er begrundet i hensynet til den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed.
11. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Ud over relevante ministerier, styrelser m.v. sendes lovforslaget i høring hos Advokatrådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, CEPOS, Danmarks Rederiforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Erhverv, DI, Dansk Told- og Skatteforbund, Den Danske Dommerforening, Finansrådet, Politidirektørforeningen, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Foreningen af Registrerede Revisorer, Håndværksrådet, Nationalbanken, International Transport Danmark, Danmarks Skibsmæglerforening, Foreningen af Danske Transportcentre, Danske Speditører, Landbrug og Fødevarer, Landsskatteretten, Skatteministeriets Retssikkerhedschef, Dansk Transport og Logistik, Dansk Skibsleverandør Forening.
12. Sammenfattende skema
Samlet vurdering af konsekvenser af lovforslaget
|
Positive konsekvenser/mindre udgifter |
Negative konsekvenser/ merudgifter |
|
|
Økonomiske konsekvenser for det offentlige |
Positive |
Ingen |
|
Administrative konsekvenser for det offentlige |
Udarbejdelse af nye retningslinjer. Tilrettelæggelse af samarbejdet med politiet. Merudgifter til ca. 2 årsværk. Etablering af et indberetningssystem til ca. 500.000 kr. |
|
|
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet |
Positive |
Ingen |
|
Administrative konsekvenser for erhvervslivet |
Ingen |
Ingen |
|
Administrative konsekvenser for borgerne |
Ingen |
Ingen |
|
Miljømæssige konsekvenser |
Ingen |
Ingen |
|
Forholdet til EU-retten |
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter |
|
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Likvide midler – Anmeldelsespligt og administrativ tilbageholdelse
Toldlovens § 10 a indeholder bestemmelser om told- og skattemyndighedernes kontrol med varer, der indføres i, udføres fra eller transiterer det danske toldområde. Af hensyn til udvidelsen af anmeldelsespligten til også at omfatte penge m.v. i uledsagede forsendelser foreslås det præciseret, at told- og skattemyndighedernes kontrolbeføjelser også omfatter likvide midler i uledsagede forsendelser.
Der indsættes endvidere et nyt stk. 2, hvorefter likvide midler til en modværdi af 10.000 euro eller derover i uledsagede forsendelser skal anmeldes til told- og skattemyndighederne senest ved ankomst til eller afgang fra det danske toldområde. Det svarer til den eksisterende bestemmelse for rejsende i toldlovens § 23. Der gennemføres samtidig tilsvarende regler som for rejsende med hensyn til mulighed for administrativ tilbageholdelse i op til 72 timer. Det forudsættes, at tilbageholdelse – ligesom det er tilfældet ved personlig indførsel – også kan ske i omgåelsessituationer, for eksempel hvis flere samtidigt afsendte forsendelser fra den samme afsender til den samme modtager tilsammen indeholder likvide midler til over 10.000 euro.
Det foreslås, at de nye regler om likvide midler i uledsagede forsendelser har virkning fra og med 1. januar 2011, jf. lovforslagets § 2, stk. 2.
Mulighederne for elektronisk angivelse undersøges. Der foreslås derfor indsat en bestemmelse om, at skatteministeren kan fastsætte bestemmelser herom.
Til nr. 2
Likvide midler – Indsamling og behandling af oplysninger
Artikel 3 i forordning nr. 1889/2005 nævner de oplysninger, som rejsende skal afgive i forbindelse med anmeldelse af medbragte likvide midler af en værdi på 10.000 euro eller derover. I de tilfælde, hvor rejsende medbringer likvide midler af en værdi under 10.000 euro, kan der i medfør af forordningens artikel 5 ske en registrering og behandling af de af myndighederne indsamlede oplysninger, såfremt der er tegn på ulovlige aktiviteter i forbindelse med bevægelser af likvide midler.
Disse muligheder fremgår ikke af toldloven, og loven foreslås derfor ændret, så den kommer til at svare til forordningen.
Der foreslås på denne baggrund tilføjet en ny bestemmelse til lovens § 23, stk. 5, hvori det fastslås, at hvis det af kontrol af likvide midler fremgår, at der er tegn på ulovlige aktiviteter i forbindelse med bevægelser af disse midler, kan told- og skatteforvaltningen forlange, registrere og behandle oplysningerne om personen og de likvide midler. Arten af de oplysninger, der kan forlanges, registreres og behandles i henhold til den foreslåede bestemmelse, er nævnt i art. 3, stk. 2, samt art. 5, stk. 2 i forordning nr. 1889/2005.
Til nr. 3
Kropsscanning
Det har tidligere været drøftet, om toldloven indeholdt hjemmel til at anvende kropsscannere i personkontrollen. Det blev i den forbindelse besluttet at indsætte en klar hjemmel i toldloven til at kunne anvende kropsscannere i personkontrollen som alternativ til kropsundersøgelse, såfremt den rejsende er indforstået hermed.
Det foreslås præciseret, at told- og skatteforvaltningen har mulighed for at foretage kropsscanning af rejsende. Kropsscanning forudsætter efter forslaget samtykke fra den pågældende, hvilket antages at foreligge, såfremt den pågældende ikke modsætter sig scanning.
Der er ikke hermed taget stilling til, om kropsscannere skal anvendes i personkontrollen, men alene tilvejebragt hjemmel i toldloven til anvendelse af kropsscannere, såfremt dette måtte blive besluttet.
Til nr. 4
Strafansvar for overtrædelse af anmeldelsesforpligtelsen ved uledsagede forsendelser
Med den foreslåede bestemmelse indføres der strafansvar for overtrædelse af anmeldelsesforpligtelsen ved uledsagede forsendelser, når disse indeholder likvide midler til en modværdi af 10.000 euro eller derover, jf. lovforslagets § 1, nummer 1.
Til nr. 5
Strafansvar for overtrædelse af anmeldelsesforpligtelsen ved grænsepassage
Efter toldlovens § 18, stk. 1, skal førere af bl.a. lastbiler i trafik mellem Danmark og tredjelande ved ankomst til og før afgang fra det danske toldområde anmelde sig til told- og skatteforvaltningen. Manglende anmeldelse straffes efter § 79, nr. 3, med bøde, forudsat overtrædelsen er sket forsætligt eller groft uagtsomt.
I praksis har det vist sig at være meget vanskeligt at retsforfølge chaufføren, hvis den pågældende har bopæl i udlandet. Det foreslås på denne baggrund, at ansvar for overtrædelse af anmeldelsespligten efter toldlovens § 18, stk. 1, på objektivt grundlag tillige kan rettes mod den virksomhed, der har forestået transporten. Der lægges herved op til, at strafansvaret som udgangspunkt fortsat rettes mod chaufføren – samtidigt med at told- og skattemyndighederne efter en konkret vurdering kan vælge herudover at rette ansvaret mod den virksomhed, der har forestået transporten.
Den foreslåede bestemmelses udtrykkelige henvisning til § 79, stk. 1, nr. 3, indebærer, at virksomheden kun kan ifalde ansvar såfremt chaufførens manglende anmeldelse har været forsætlig eller groft uagtsom.
Efter forslaget vil der kunne ifaldes strafansvar for manglende anmeldelse, der skulle være foretaget den 1. januar 2011 eller senere, jf. forslagets § 2.
Til nr. 6
Tilbageholdelse
Efter toldlovens § 83, stk. 2, kan told- og skattemyndighederne tilbageholde likvide midler, hvis det må befrygtes, at disse likvide midler stammer fra eller vil blive brugt til overtrædelse af straffeloven.
Det har vist sig, at det under hensyn til de snævre tidsrammer – specielt i forbindelse med udrejse – stort set er umuligt at opfylde betingelsen som fastsat i toldloven.
Efter forordningens art. 4, stk. 2, forudsættes det, at myndighederne ved manglende angivelse af midlerne administrativt kan tilbageholde de likvide midler i overensstemmelse med nationale bestemmelser herom. De nationale danske bestemmelser – overtrædelse af straffeloven – forekommer for snævre i forhold til forordningen, og der foreslås derfor indsat bestemmelse om, at der kan foretages administrativ tilbageholdelse af pengene med henblik på nærmere undersøgelser af, om pengene kan sættes i forbindelse med kriminalitet.
I tysk gennemførelseslovgivning er der indsat en sådan bestemmelse, som giver toldmyndighederne ret til at tilbageholde de likvide midler i op til 48 timer med henblik på at gennemføre undersøgelser heraf. Der er endvidere mulighed for en udenretslig forlængelse under medvirken af en dommer.
Den særlige mulighed for udenretslig forlængelse under medvirken af dommer anvendes ikke i Danmark. Det foreslås derfor, at tilbageholdelse kan ske i 72 timer med henblik på undersøgelse af, om pengene stammer fra eller skal bruges til kriminelle aktiviteter.
Den ekstra tid vil bl.a. skulle bruges til at undersøge troværdigheden af de afgivne oplysninger samt til opslag i systemer og registre for at se, om den pågældende rejsende tidligere har været involveret i ulovligheder.
Det foreslås endvidere, at baggrunden for beslaglæggelse bringes i overensstemmelse med forordning nr. 1889/2005, således at der ikke kun kræves befrygtet en overtrædelse af straffeloven, men en overtrædelse af straffeloven eller anden lovgivning, der er undergivet offentlig påtale. Herved opnås der bedre overensstemmelse mellem toldloven og forordningen, der sigter til likvide midler til ulovlige formål.
De nye bestemmelser foreslås indsat i § 83, stk. 2.
Til nr. 7
Præcisering
Det præciseres, at reglerne om tilbageholdelse finder tilsvarende anvendelse i trafikken mellem Danmark og tredjelande.
Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, og at den får virkning fra og med 1. januar 2011.
Bilag: – Paralleltekster
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
|
Gældende formulering |
Lovforslaget |
|
§ 10 a. Told- og skatteforvaltningen foretager kontrol af, at der ikke ved indrejse i, udrejse fra eller transit af det danske toldområde sker overtrædelse af forbud mod indførsel, udførsel eller transit, der er fastsat af sikkerhedsmæssige, sundhedsmæssige, veterinære, plantepatologiske, valutamæssige eller andre grunde.
Stk. 5. De i stk. 1, 3 og 4 nævnte personer og personer om bord på skibe og luftfartøjer skal, når told- og skatteforvaltningen forlanger det, opgive navn og bopæl. Told- og skatteforvaltningen kan kræve disse oplysninger dokumenteret.
Stk. 4…
§ 79. Med bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt: 3) Overtræder eller forsøger at overtræde § 18, § 19, stk. 1-3, § 20, stk. 2 og stk. 3, § 23, § 27, stk. 2, § 28, stk. 3 og 5, og § 29, stk. 1, 3 og 4. § 79. Stk. 2…
Stk. 2. Likvide midler, der svarer til værdien af 10.000 euro eller derover, og som forefindes i forbindelse med told- og skatteforvaltningens kontrol efter § 23, stk. 3 og 4, kan tilbageholdes af denne myndighed. Tilbageholdelsen kan ske, hvis det må befrygtes, at de likvide midler stammer fra eller vil blive brugt til en overtrædelse af straffeloven. Ved iværksættelse af tilbageholdelse finder retsplejelovens kapitel 74 om beslaglæggelse anvendelse med de ændringer, der følger af 1. og 2. pkt.
Stk. 6 ... |
§ 1 I toldloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 867 af 13. september 2005, som ændret ved § 4 i lov 513 af 7. juni 2006, § 51 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, lov nr. 1573 af 20. december 2006, § 121 i lov nr. 1336 af 19. december 2008 og § 42 i lov nr. 718 af 25. juni 2010, foretages følgende ændringer: 1. § 10 a affattes således: ” § 10 a. Told- og skatteforvaltningen foretager kontrol af, at der ikke ved indførsel af varer i, udførsel fra eller transit af det danske toldområde sker overtrædelse af forbud mod indførsel, udførsel eller transit, der er fastsat af sikkerhedsmæssige, sundhedsmæssige, veterinære, plantepatologiske, valutamæssige eller andre grunde. Told- og skatteforvaltningen foretager herunder kontrol med likvide midler, der er indeholdt i uledsagede forsendelser. Stk. 2. Juridiske eller fysiske personer, der forsender likvide midler til en modværdi af 10.000 euro eller derover, skal anmelde forsendelsen til told- og skatteforvaltningen senest i forbindelse med forsendelsens ankomst til eller afgang fra det danske toldområde. § 83, stk. 2, om administrativ tilbageholdelse finder tilsvarende anvendelse. Stk. 3. Skatteministeren kan fastsætte bestemmelser om elektronisk anmeldelse af likvide midler.” 2. I § 23, stk. 5 indsættes efter 1. pkt.: : ”Fremgår det af en kontrol i medfør af stk. 3 eller 4, at der er tegn på ulovlige aktiviteter i forbindelse med bevægelser af de likvide midler, kan told- og skatteforvaltningen forlange, registrere og behandle oplysninger om personen og de likvide midler.” 3. I § 25 indsættes som stk. 4: ”Stk. 4. Eftersyn som omhandlet i stk. 3 kan med den rejsendes samtykke foretages ved hjælp af røntgen eller anden stråling.” 4. I § 79, nr. 3, indsættes efter ”overtræde”: ”§ 10 a, stk. 2,”.
5. I § 79 indsættes som stk. 2: ”Stk. 2. For overtrædelse af anmeldelsespligten efter § 18, stk. 1, jf. § 79, stk. 1, nr. 3, kan bødeansvaret for manglende anmeldelse tillige rettes mod den virksomhed, der har foretaget transporten, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes denne som forsætlig eller uagtsom. For bødeansvaret fastsættes ingen forvandlingsstraf.” 6. I § 83, stk. 2, ophæves 2. og 3. pkt. og i stedet indsættes: ”Tilbageholdelse kan ske, hvis det må frygtes, at de omhandlede likvide midler stammer fra eller vil blive brugt til en overtrædelse af straffeloven eller anden lovgivning, der er undergivet offentlig påtale. Ved iværksættelse af tilbageholdelse finder retsplejelovens kapitel 74 om beslaglæggelse anvendelse med de ændringer, der følger af 1. og 2. pkt. Tilbageholdelse kan endvidere ske administrativt i op til 72 timer med henblik på nærmere undersøgelse af, om de likvide midler kan sættes i forbindelse med overtrædelser som omhandlet i 2. pkt.”. 7. I § 83 indsættes som stk. 6: ”Stk. 6. Stk. 2, 2.-4. pkt., finder tilsvarende anvendelse i trafikken mellem det danske toldområde og tredjelande.” |