Forslag til lov om ændring af toldloven - resumé
29/06/10
Forslag til lov om ændring af toldloven - resumé
(Likvide midler, manglende anmeldelse ved grænsepassage og kropsscannere)
Der er konstateret behov for at justere toldloven med henblik på bekæmpelse både af den grænseoverskridende kriminalitet og mindre alvorlige lovovertrædelser. Det drejer sig om henholdsvis kontrollen med likvide midler, som rejsende medbringer ved indrejse i eller udrejse fra Danmark – og om chaufførers pligt til at anmelde sig hos toldmyndigheder, når de kører ind i eller ud af Danmark i tredjelandstrafikken, eksempelvis til og fra Norge.
Endvidere bør toldloven åbne op for anvendelse af den nyeste teknologi inden for såkaldt kropsscanning, som gør det muligt at tage røntgen- eller mikrobølgebilleder af de rejsende frem for at kropsvisitere dem.
Lovforslaget indeholder følgende elementer:
- Likvide midler
Adgangen til administrativt at tilbageholde likvide midler til en værdi af mindst 10.000 euro, når disse medbringes af rejsende, som ikke anmelder beløbet til SKAT, udvides. Midlerne kan tilbageholdes, hvis det må frygtes, at de stammer fra eller vil blive brugt til en lovovertrædelse – eller for at give SKAT mulighed for at gennemføre en nærmere undersøgelse af, om de likvide midler kan sættes i forbindelse med lovovertrædelser. Også likvide midler, der sendes med post eller med en kurérvirksomhed, omfattes af disse regler.
- Kropsscannere
Der indføres hjemmel til at SKAT kan foretage en kropsscanning (dvs. en røntgen- eller anden strålingskontrol) af rejsende, hvis den pågældende givet sit samtykke hertil. Kan der ikke opnås samtykke, vil den pågældende blive kropsvisiteret.
- Manglende anmeldelse ved grænsepassage
Der indføres mulighed for også at strafforfølge transportvirksomheden – og ikke kun chaufføren – i de tilfælde, hvor lastbilchauffører ikke anmelder sig til told- og skattemyndighederne ved ind- eller udkørsel af det danske toldområde i trafikken med tredjelande, eksempelvis Norge.
Yderligere henvendelse: Specialkonsulent Dimitri Weil, tlf. 7238 2837.