Bilag 3.3.
BILAG 3.3
Lov 2009-06-12 nr. 471
om arbejdsmarkedsbidrag (arbejdsmarkedsbidragsloven)
som ændret ved L 2009-12-16 nr. 1278
Bidragssats
§ 1. Personer, der er skattepligtige her til landet, svarer skat i form
af arbejdsmarkedsbidrag til staten efter denne lov. Bidraget udgør 8
pct. af grundlaget.
Lønmodtagere m.v.
§ 2. Grundlaget for arbejdsmarkedsbidrag for lønmodtagere m.v. er
følgende indkomster, jf. dog stk. 2 og § 3:
1) Ethvert vederlag i penge eller naturalier, der kan henføres til
personligt arbejde i ansættelsesforhold, herunder løn i opsigelsesperiode,
løn under sygdom og barsel m.v., efterbetalinger,
fratrædelsesgodtgørelser, efterløns- og pensionslignende ydelser
m.v., når sådanne ydelser har sammenhæng med et tidligere ansættelsesforhold
eller hverv.
2) Ethvert vederlag, som indgår i den personlige indkomst, i penge
eller naturalier modtaget uden for ansættelsesforhold, når der
ikke er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed, herunder efterbetalinger
m.v. i forbindelse hermed samt den skattepligtige
værdi af udbytter som nævnt i ligningslovens § 16 A, stk. 6.
3) Ethvert vederlag i penge eller naturalier for at være stillet til rådighed
for at udføre arbejde her i landet af en virksomhed, der
ikke har hjemting her i landet.
4) Indbetalinger foretaget af arbejdsgiver, tidligere arbejdsgiver
eller offentlige myndigheder til pensionsordninger i samme
omfang som nævnt i pensionsbeskatningslovens § 19, jf. dog §
3, nr. 4.
5) Indbetalinger foretaget af arbejdsgiver til pensionsordninger
etableret i udlandet, når indbetalingerne i medfør af en dobbeltbeskatningsoverenskomst
ikke skal medregnes til den skattepligtige
indkomst for lønmodtageren, jf. dog § 3, nr. 4.
Stk. 2. Vederlag i form af naturalier som nævnt i stk. 1 indgår i grundlaget
for arbejdsmarkedsbidrag med den skattepligtige værdi. Ved naturalier
forstås i denne lov:
1) Fri kost og logi.
2) Bil, som helt eller delvis vederlagsfrit stilles til rådighed for den
skattepligtige.
3) Multimedier, som helt eller delvis vederlagsfrit stilles til rådighed
for den skattepligtige, jf. ligningslovens § 16, stk. 3, nr. 3.
4) Fri sommerbolig omfattet af ligningslovens § 16, stk. 5, 2.-4. og
8. pkt.
5) Fri lystbåd omfattet af ligningslovens § 16, stk. 6, 2.-4. og 9.
pkt.
6) Fri helårsbolig omfattet af ligningslovens § 16, stk. 9, bortset
fra de tilfælde, der er nævnt i ligningslovens § 16, stk. 9, 13. pkt.
7) Aktier, tegningsretter til aktier eller køberetter til aktier omfattet
af ligningslovens § 16 eller § 28, stk. 1 eller 2, jf. statsskattelovens
§ 4.
Stk. 3. Arbejdsgiveren svarer arbejdsmarkedsbidrag af indbetalinger,
som ikke kan henføres til den enkelte ansatte, og som arbejdsgiveren
foretager til en pensionskasse omfattet af lov om tilsyn med firmapensionskasser
eller til en hjælpe- og understøttelsesfond som nævnt i
pensionsbeskatningslovens § 52.
§ 3. Følgende medregnes ikke i grundlaget for arbejdsmarkedsbidrag:
1) Vederlag omfattet af § 5 i lov om beskatning af søfolk.
2) Ydelser i henhold til lov om biblioteksafgift.
3) Vederlag som nævnt i § 2, stk. 1, nr. 1 og 2, i det omfang sådanne
vederlag ikke skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige
indkomst.
4) Vederlag som nævnt i nr. 3, når dette indbetales på en pensionsordning.
Selvstændigt erhvervsdrivende
§ 4. Grundlaget for arbejdsmarkedsbidrag for selvstændigt erhvervsdrivende,
som ikke anvender virksomhedsordningen i virksomhedsskattelovens
afsnit I, udgør den personlige indkomst ved selvstændig
virksomhed, jf. personskattelovens § 3. Ydelser i henhold til lov om
biblioteksafgift medregnes ikke i grundlaget.
Stk. 2. Bidrag og præmier til pensionsordninger m.v. i samme omfang
som nævnt i pensionsbeskatningslovens § 18 samt bidrag efter denne
lov fragår ikke ved opgørelsen af grundlaget for arbejdsmarkedsbidraget.
Stk. 3. Negativ personlig indkomst, der er fremført efter personskattelovens
§ 13, stk. 3 og 4, fragår i grundlaget for arbejdsmarkedsbidraget.
Den del af den fremførte negative personlige indkomst, der hidrører
fra bidrag og præmier til pensionsordninger m.v. som nævnt i pensionsbeskatningslovens
§ 18, fragår dog ikke.
§ 5. Grundlaget for arbejdsmarkedsbidrag for selvstændigt erhvervsdrivende,
som anvender virksomhedsordningen i virksomhedsskattelovens
afsnit I, udgør summen af overførsel fra virksomhedens skattepligtige
overskud med fradrag af kapitalafkast efter virksomhedsskattelovens
§ 5, stk. 1, nr. 3, litra a, og overførsel af beløb fra virksomhedens
konto for opsparet overskud med tillæg af den virksomhedsskat,
der svarer hertil, til den skattepligtige samt rentekorrektion, der medregnes
til den personlige indkomst efter virksomhedsskattelovens §
11, stk. 3.
Stk. 2. Hvis den skattepligtige efter virksomhedsskattelovens § 23 a
har valgt at medregne kapitalafkast som personlig indkomst, nedsættes
kapitalafkastet, der skal fradrages efter stk. 1, med det beløb, der skal
medregnes som personlig indkomst.
Stk. 3. § 4, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse for personer omfattet
af stk. 1.
§ 6. Til personer omfattet af § 5, som modtager ydelser i henhold
til lov om biblioteksafgift, ydes en godtgørelse på 8,7 pct. af biblioteksafgiften.
Stk. 2. Godtgørelsen ydes i det indkomstår, hvor biblioteksafgiften
modtages. Godtgørelsen indgår i bidragsgrundlaget efter denne lov og
medregnes i modtagerens skattepligtige indkomst i det pågældende
indkomstår. Godtgørelsen betragtes som indbetalt foreløbig skat og
modregnes i modtagerens slutskat for det pågældende indkomstår, jf.
kildeskattelovens § 60, stk. 1, litra j.
Opkrævning m.v.
§ 7. Bestemmelserne i kildeskatteloven og opkrævningsloven om
indeholdelse, opkrævning, hæftelse m.v. finder anvendelse ved indeholdelse
og opkrævning af arbejdsmarkedsbidrag efter denne lov.
Ikrafttræden m.v.
§ 8. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende
og har virkning fra indkomståret 2011.
Stk. 2. Lov om arbejdsmarkedsbidrag, jf. lovbekendtgørelse nr. 961 af
25. september 2008 ophæves med virkning fra den 1. januar 2011, jf.
dog stk. 3.
Stk. 3. For personer, for hvem indkomståret 2011 påbegyndes på et
andet tidspunkt end den 1. januar 2011, har lov om arbejdsmarkedsbidrag,
jf. stk. 2, virkning frem til tidspunktet for påbegyndelsen af indkomståret
2011.
§ 9. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.