Skatteministeriet
28. februar 2018

L 173 - Forslag til lov om ændring af ligningsloven og forskellige andre love

(Permanent Bolig-Jobordning, ophævelse af beskatningen af fri telefon og internet, afskaffelse af udligningsskatten og forhøjelse af beløbsgrænser for børneopsparing).

Luk

Anbefal siden

Indtast modtagerens e-mailadresse og dit navn, samt en besked om hvorfor du synes, modtageren skal gøres opmærksom på denne side.

Luk

Siden er sendt!

Du har nu sendt siden:
L 173 - Forslag til lov om ændring af ligningsloven og forskellige andre love

Lovforslaget udmønter en del af finansaftalen for 2018 af 8. december 2017, der er indgået mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Lovforslaget giver skattelettelser på en række forskellige områder, som berører mange borgere. Det vil derfor komme en bred gruppe af Danmarks befolkning til gavn.  

Lovforslaget omhandler fire elementer fra aftalen.

Det foreslås for det første at videreføre Boligjobordningen som en permanent ordning. Det betyder, at borgerne også fremover kan få fradrag for bl.a. rengøring i hjemmet og energirenovering af boligen. Herved fastholdes en velfungerende ordning, som hjælper de travle familier i hverdagen, samtidig med at det fortsat vil være attraktivt at energirenovere boligen, ligesom etableringen af velfungerende bredbåndsforbindelser i alle dele af Danmark fortsat understøttes. Som noget nyt indføres endvidere fradrag for lønudgifter til installation af tyverialarm, hvilket kan medvirke til at sikre tryghed i hjemmet.

For det andet foreslås det at ophæve beskatningen af fri telefon og internet. Det vil medføre skattelettelser for en bred gruppe af lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende og vil endvidere medføre administrative lettelser for arbejdsgiverne.

For det tredje foreslås det at afskaffe den særlige midlertidige udligningsskat for store pensionsudbetalinger, da beskatningen i overvejende grad har opfyldt sit formål.

For det fjerde foreslås det at forhøje beløbsgrænserne for indskud på børneopsparingskonti til det dobbelte af de gældende beløbsgrænser. Forhøjelse af beløbsgrænserne vil øge forældres og bedsteforældres muligheder for at kunne hjælpe barnet til en god økonomisk start, når barnet f.eks. flytter hjemmefra, begynder at studere m.m.

Samlet skønnes forslaget i 2018 at medføre et umiddelbart mindreprovenu på ca. 830 mio. kr. og ca. 560 mio. kr. efter tilbageløb og adfærd. Frem mod 2025 skønnes mindreprovenuet øget til ca. 1.250 mio. kr. i umiddelbar virkning og ca. 1.150 mio. kr. efter tilbageløb og adfærd. Den varige virkning skønnes til ca. 1.190 mio. kr. efter tilbageløb og adfærd.

Yderligere henvendelse: Mie Caroline Al Jarrah, tlf. 7237 8785

Høring / Folketingets hjemmeside