Skatteministeriet
30. marts 2016

L 150 - Forslag til lov om ændring af registreringsafgiftsloven, brændstofforbrugsafgiftsloven, lov om registrering af køretøjer og lov om spil

(Ændring af reglerne om forholdsmæssig registreringsafgift for leasingkøretøjer, ændring af reglerne om udbetaling af eksportgodtgørelse, fastsættelse af brændstofforbruget for særligt store personbiler, nedsættelse af pristillægget for ønskenummerplader m.v.)

Luk

Anbefal siden

Indtast modtagerens e-mailadresse og dit navn, samt en besked om hvorfor du synes, modtageren skal gøres opmærksom på denne side.

Luk

Siden er sendt!

Du har nu sendt siden:
L 150 - Forslag til lov om ændring af registreringsafgiftsloven, brændstofforbrugsafgiftsloven, lov om registrering af køretøjer og lov om spil

Formålet med forslaget er primært at gøre reglerne om tilladelse til betaling af forholdsmæssig registreringsafgift mere fleksible. Det foreslås således, at en række nærmere afgrænsede ændringer af en leasingaftale kan aftales efter SKATs godkendelse af aftalen, uden at disse efterfølgende ændringer medfører, at tilladelsen bortfalder.

Desuden foreslås ændringer, der skal gøre reglerne for tilladelse til betaling af forholdsmæssig registreringsafgift mere gennemsigtige og nemmere for leasingvirksomhederne at anvende i praksis. For det første foreslås det at tilrette de indholdsmæssige og formelle krav, som stilles til leasingaftalen i forbindelse med SKATs godkendelse. For det andet foreslås det, at skatteministeren bemyndiges til at udstede en bekendtgørelse med henblik på at tydeliggøre reglerne for SKATs behandling af ansøgninger om tilladelse til betaling af forholdsmæssig registreringsafgift. Ved udstedelsen af denne bekendtgørelse gennemføres desuden en række tilretninger og præciseringer af hjemmelsgrundlaget for registrerede leasingvirksomheder, der, under nærmere betingelser, kan få adgang til selv at angive forholdsmæssig registreringsafgift for leasingkøretøjer uden en forudgående godkendelse af den enkelte leasingaftale hos SKAT.

Det foreslås herunder også at udvide ordningen for registrerede virksomheder efter registreringsafgiftslovens § 15 til også at omfatte virksomheder, der er hjemmehørende i andre EU-medlemslande og visse EØS-lande, med hvilke Danmark har en tilsvarende aftale om gensidig bistand til inddrivelse.

Der foreslås desuden tilretninger af registreringsafgiftslovens regler om eksportgodtgørelse, idet SKAT gives mulighed for i særlige tilfælde at suspendere udbetalingsfristen for eksportgodtgørelse på 3 uger. Pristillægget for retten til ønskenummerplader foreslås nedsat fra 11.000 kr. til 8.000 kr.

Derudover foreslås det at indføre en teknisk beregning af brændstofforbruget for visse særligt store personbiler med en køreklar vægt, der overstiger 2.585 kg, samt visse andre tekniske justeringer.

Endelig foreslås opbygningen i gebyrbestemmelsen i lov om spil ændret, så der er mulighed for en delvis ikrafttrædelse af bestemmelsen.

Yderligere henvendelse specialkonsulent Rikke Kure Wendel, tlf. 7237 1554

Høring 1 / Høring 2 / Folketingets hjemmeside