Skatteministeriet
14. januar 2014

L194 (Folketingsåret 2011-12)

Forslag til lov om ændring af ligningsloven, lov om en børne- og ungeydelse, personskatteloven m.v.- resumé

Luk

Anbefal siden

Indtast modtagerens e-mailadresse og dit navn, samt en besked om hvorfor du synes, modtageren skal gøres opmærksom på denne side.

Luk

Siden er sendt!

Du har nu sendt siden:
L194 (Folketingsåret 2011-12)

(Skattereformen - forhøjelse af beskæftigelsesfradraget og topskattegrænsen, ekstra beskæftigelsesfradrag for enlige forsørgere, aftrapning af børne- og ungeydelsen for familier med høje indkomster m.v.)

Regeringen (Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti), Venstre og Det Konservative Folkeparti har den 22. juni 2012 indgået aftale om en skattereform, der skaber ny vækst og flere job, og som sikrer, at man får mere ud af at arbejde.

Dette lovforslag udmønter den del af aftalen, der vedrører forhøjelse af beskæftigelsesfradraget, ekstra beskæftigelsesfradrag for enlige forsørgere, forhøjelse af topskattegrænsen og aftrapning af børne- og ungeydelsen for familier med høje indkomster.

Samlet set skønnes de elementer af Skattereformen, der indeholdes i dette lovforslag, at medføre et provenutab på ca. 7,25 mia. kr. årligt målt i varig virkning efter tilbageløb og adfærd. I 2013 og 2014 skønnes lovforslaget at medføre et samlet umiddelbart provenutab på ca. 8,14 og ca. 8,26 mia. kr.

Lovforslaget indeholder følgende elementer:

Forhøjelse af beskæftigelsesfradraget

Beskæftigelsesfradraget forhøjes gradvist i indkomstårene 2013-2022 til 10,65 pct. og det maksimale fradrag til 34.100 kr. (2013-niveau). Forhøjelsen af beskæftigelsesfradraget vil medføre en skattelettelse for alle erhvervsaktive. Forslaget vil have størst relativ betydning for erhvervsaktive med indkomst op til ca. 320.000 kr.

Ekstra beskæftigelsesfradrag til enlige forsørgere

Der gives et ekstra beskæftigelsesfradrag til enlige forsørgere. Det ekstra beskæftigelsesfradrag indfases fra 2014, og når fradraget er fuldt indfaset, udgør det 6,25 pct., og det maksimale fradrag udgør 20.000 kr. (2013-niveau). Det ekstra beskæftigelsesfradrag for enlige forsørgere foreslås at omfatte den samme personkreds, som har ret til og modtager ekstra børnetilskud efter børnetilskudsloven. Det maksimale ekstra beskæftigelsesfradrag opnås ligesom det almindelige beskæftigelsesfradrag ved en indkomst på ca. 320.000 kr. (2013-niveau). I 2014 vil skatteværdien af det ekstra beskæftigelsesfradrag udgøre ca. 2.580 kr. og fra 2015 ca. 5.140 kr.

Forhøjelse af topskattegrænsen

Topskattegrænsen forhøjes for alle skattepligtige gradvist til 467.000 kr. (2013-niveau) i indkomstårene 2013-2022. I forhold til den gældende topskattegrænse i 2014 på 409.100 kr. udgør den samlede forhøjelse ca. 57.900 kr., når den er fuldt indfaset i 2022. I 2013 forhøjes grænsen fra 389.900 kr. til 421.000 kr. Med den gradvise forhøjelse af topskattegrænsen frem til 2022 vil indkomster på op til ca. 507.600 kr. (før arbejdsmarkedsbidrag) være fritaget fra at skulle betale topskat. Forhøjelsen af grænsen til 467.000 kr. medfører en reduktion af antallet af topskatteydere på ca. 275.000 fra ca. 715.000 til ca. 440.000.

Aftrapning af børne- og ungeydelse for familier med høje indkomster

Der indføres en indkomstregulering af børne- og ungeydelsen, så ydelsen nedsættes med et beløb svarende til 2 pct. af den del af topskattegrundlaget, der overstiger 700.000 kr. (2013-niveau) for modtageren. For ægtefæller sker nedsættelsen på baggrund af begge ægtefællers indkomst. Hvis begge ægtefæller har et topskattegrundlag på over 700.000 kr., beregnes nedsættelsen således på baggrund af summen af beløbene hos hver af ægtefællerne, som overstiger bundgrænsen på 700.000 kr. Indkomstaftrapningen skønnes at medføre en delvis reduktion af børne- og ungeydelsen for ca. 44.000 modtagere, der får børne- og ungeydelse for ca. 84.000 børn. Yderligere ca. 4.500 modtagere skønnes at få ydelsen for ca. 7.000 børn fuldt aftrappet.

Høring / Folketingets hjemmeside