Skatteministeriet
Arbejde 8
Pressemeddelelse 10. oktober 2017

Nyt skattetjek af små og mellemstore virksomheder

Moms Virksomheder vil fra januar få mulighed for et særligt moms- og skattetjek, som skatteminister Karsten Lauritzen vil afprøve. Virksomheder, der tager imod tilbuddet, vil få større vished om, at de har styr på deres moms- og skatteforhold. Samtidig kan skattemyndighederne fokusere kontrollen mod de virksomheder, som bevidst forsøger at unddrage.

Luk

Anbefal siden

Indtast modtagerens e-mailadresse og dit navn, samt en besked om hvorfor du synes, modtageren skal gøres opmærksom på denne side.

Luk

Siden er sendt!

Du har nu sendt siden:
Nyt skattetjek af små og mellemstore virksomheder

Skatteministeriet har i samarbejde med FSR – danske revisorer udarbejdet et nyt moms- og skattetjek. Det vil i første omgang blive testet af via en forsøgsordning målrettet de små og mellemstore virksomheder.

Moms- og skattetjekket indebærer, at små og mellemstore virksomheder, efter eget ønske, kan få en revisor til at gennemgå en række udvalgte skatteforhold, fx beskatning af personalegoder og indtægtsføring af aktiviteter. Moms- og skattetjekket målrettes de områder, hvor skattemyndighedernes erfaring viser, at der oftest kan være risiko for fejl.

Tjekket skal gøre det lettere for virksomhederne at få identificeret og rettet op på fejl, inden de indberetter oplysninger til skattevæsenet – og dermed give de virksomheder, der ønsker at følge reglerne, en større vished for, at de betaler korrekte skatter og moms.

Samtidig betyder moms- og skattetjekket, at skattemyndighederne kan fokusere kontrolarbejdet på de virksomheder, der forsøger at skatteunddrage.

”Det skal være lettere for virksomheder at betale korrekt skat. Vi har komplicerede skatteregler, og for især mindre virksomheder kan det være svært at opfylde alle regler uden hjælp fra fx en professionel revisor. Derfor har vi nu udarbejdet et moms- og skattetjek, så dem, der ønsker at følge reglerne, kan være mere sikre på, at de betaler den rigtige skat. Samtidig får skattemyndighederne bedre muligheder for at bruge kræfterne på dem, der bevidst snyder med skattebetalingen”, siger skatteminister Karsten Lauritzen.

Der er knap 600.000 små og mellemstore virksomheder i Danmark. Undersøgelser viser, at ca. 46 pct. af disse virksomheder laver ubevidste fejl i skattebetalingen – og at ca. 10 pct. laver så grove fejl, at det betegnes som bevidst snyd. Det er således langt de fleste virksomheder, der ønsker at følge reglerne.

”Moms- og skattetjekket er et tilbud til de virksomheder, der vil vise, at de overholder skattereglerne. På den måde kan skattemyndighederne bruge kræfterne på at gå efter dem, der snyder. Det må ikke kunne betale sig at konkurrere ved at snyde i skat”, siger Charlotte Jepsen, adm. direktør, FSR – danske revisorer.

Læs aftalen om det nye moms- og skattetjek

Faktaboks: Nyt moms- og skattetjek

Moms- og skattetjekket retter sig primært mod de ca. 250.000 små og mellemstore virksomheder, der ikke allerede får hjælp af en revisor.

Med moms- og skattetjekket kan virksomhederne anmode en revisor om at gennemgå en række udvalgte forhold hos virksomheden – og efterfølgende rette de fejl eller mangler, som gennemgangen afdækker, forud for indberetning til skattemyndighederne.

De deltagende virksomheder vil få adgang til en række fordele hos skattevæsenet, fx hotline og fast track-ordning, som ligger ud over den vejledning og service, skatteforvaltningen er forpligtet til at yde. Det skal medvirke til at styrke kvaliteten af virksomhedernes indberetninger, ligesom virksomhederne vil få lettere ved at undgå fejl i fremtidige skatte- og momsafregninger.

Moms- og skattetjekket igangsættes i første omgang som en frivillig ordning på forsøgsbasis fra 1. januar 2018.

Skattemyndighederne udarbejder en vejledning til de virksomheder og revisorer, som ønsker at være en del af ordningen. Vejledningen vil fra december være tilgængelig på www.skat.dk.