Pressemeddelelse 2. marts 2013

Penge i Togfonden DK er korrigeret for statens ejerskab i DONG

Nordsøaftalen Ved etablering af den nye fond er der taget hensyn til, at en del af merprovenuet fra Nordsøen modsvares af lavere udbytte til staten fra DONG Energy.

Serviceeftersynet af Nordsøbeskatningen har slået fast, at beskatningen af de gamle tilladelser - dvs. fra før 2004 - ikke er optimale. Der kan således opnås en mere hensigtsmæssig udnyttelse af ressourcerne i Nordsøen og et mere robust provenu ved at overføre de gamle tilladelser til de skatteregler, der gælder for DUC og nye tilladelser efter 2004. Regeringen har derfor besluttet, at tilladelserne på gamle regler bør overføres til nye regler.

De selskaber, der vil blive omfattet af de nye regler, er ejet af henholdsvis Dong Energy, Hess, Bayerngas, RWE-DEA, Danoil, Noreco, VNG, Nordsøfonden. Disse selskaber vil få relativt lempelige overgangsordninger svarende til dem, som findes i Nordsøaftalen fra 2003.

Med de nuværende forudsætninger om bl.a. oliepris og indvinding vil overgangen til nye regler for alle tilladelser give et samlet statsligt merprovenu på 27½ mia. kr. i perioden 2014-42, når der korrigeres for både statens andel i DONG og Nordsøfonden. I de første år vil der være et negativt provenu, mens overgangsmodellen fra 2017 giver overskud til staten. Der er tale om et provenu, der ikke tidligere er anvendt.

- Jeg vil gerne understrege, at de penge, der kommer i kassen, ved at regeringen nu harmoniserer reglerne for indvinding i Nordsøen, er nye penge. Disse penge har regeringen besluttet at øremærke til investeringer i kollektiv trafik igennem oprettelsen af Togfonden DK. Det er et vigtigt skridt i vores målsætning om at gøre den kollektiv trafik grønnere og mere attraktiv, siger skatteminister Holger K. Nielsen.

Staten ejer 80 pct. af DONG Energy. Skatteministeren understreger, at der derfor ved etableringen af den nye fond er taget hensyn til, at en del af merprovenuet fra Nordsøen modsvares af lavere udbytte til staten fra DONG Energy. Ellers ville fonden have været ca. en tredjedel større.

- Staten ejer en stor del af DONG, og det har vi selvfølgelig taget højde for I vores beregninger af, hvor mange penge, der kommer i den nye fond. Regeringen har et forsigtighedsprincip, og det gælder naturligvis også her. Vi bruger ikke penge, der ikke kommer i kassen, og vi bruger ikke pengene, før de faktisk er der, siger Holger K. Nielsen.

Kontakt:

Pressechef Janus Breck, Skatteministeriet, tlf. 72 37 11 11

Skatteministeriets pressefunktion, tlf. 72 22 23 24

Luk

Anbefal siden

Indtast modtagerens e-mailadresse og dit navn, samt en besked om hvorfor du synes, modtageren skal gøres opmærksom på denne side.

Luk

Siden er sendt!

Du har nu sendt siden:
Penge i Togfonden DK er korrigeret for statens ejerskab i DONG

Yderligere oplysninger:

Skatteministeriets Pressefunktion tlf. 7222 2324

Pressekontakt:
Er du journalist og har du spørgsmål til Skatteministeriet? Kontakt Skatteministeriets pressefunktion:

tlf. 72 22 23 24
e-mail: presse@skm.dk


Øvrig kontakt:
Se, hvordan du som borger eller virksomhed kan kontakte Skatteministeriet og SKAT.

Emneord i artiklen

Nordsøaftalen Kulbrinteskat