Skatteministeriet
Luftfoto
Nyhed 27. marts 2015

Skatteministeren præsenterer tredelt plan for iværksættere

SKAT Som afslutning på sin iværksætter-tour præsenterede skatteministeren i går sin plan, der skal lette livet for iværksættere. Det skete til et iværksætterarrangement i Odense, hvor også Odenses borgmester Anker Boye samt den unge og succesfulde iværksætter Casper Blom deltog.

Luk

Anbefal siden

Indtast modtagerens e-mailadresse og dit navn, samt en besked om hvorfor du synes, modtageren skal gøres opmærksom på denne side.

Luk

Siden er sendt!

Du har nu sendt siden:
Skatteministeren præsenterer tredelt plan for iværksættere

Skatteminister Benny Engelbrecht har siden efteråret været på iværksætter-tour. Her er han taget rundt i hele landet og lyttet til iværksætternes udfordringer med skat. Han har samlet input og idéer fra iværksætterne til, hvordan mødet med skattesystemet kan blive nemmere. Ministeren har på baggrund af alle de indkomne idéer og input lavet en plan, som skal gøre det mere enkelt, når man vil starte sin egen virksomhed.

”Jeg er overvældet af alle de gode idéer, jeg har fået fra de mange iværksættere, jeg har mødt i hele landet. Det er så vigtigt, at vi lytter til, hvor iværksætterne oplever udfordringer i mødet med skattesystemet. For det er deres passion og drive, som vi skal leve af i fremtiden,” siger skatteminister Benny Engelbrecht.

Den tredelte plan tager udgangspunkt i iværksætternes input og har fokus på målrettet vejledning, enkle løsninger og en god start. Mange iværksættere savner mere målrettet vejledning, og derfor arbejder SKAT på at kunne tilbyde helt branchespecifik vejledning. SKAT har også netop lanceret en vejledning om crowdfunding på skat.dk og arbejder på at udvikle flere forskellige mobile løsninger til for eksempel indbetaling af moms og bestilling af dagpladebeviser til bilen. Samtidig vil SKAT gøre informationsmails til nystartede endnu mere målrettede og oprette tjeklister og oversigt over hyppigst stillede spørgsmål og svar til iværksættere. Dette er blot nogle af tiltagene i ministerens iværksætterplan. Du kan se en samlet oversigt over initiativerne i den tredelte plan i faktaarkene nedenfor.

Skatteministeren præsenterede sin plan til et iværksætter-arrangement i Odense. Arrangementet var formelt afslutningen på ministerens iværksætter-tour. Borgmester Anker Boye skød eftermiddagen i Odense i gang og fortalte om de mange tiltag, som byen har for iværksættere. Derefter præsenterede ministeren sin plan, og tre unge iværksættere fortalte om deres oplevelser med at starte deres egen virksomhed.

”Odense gør rigtig meget for iværksættere. Og det ved jeg, for jeg har hørt fra flere af de iværksættere, jeg har mødt, at de har gode oplevelser med hele miljøet omkring iværksætteri her i byen. Derfor var det også helt naturligt, at jeg afsluttede min iværksætter-tour her. Jeg er samtidig rigtig glad for at få muligheden for at præsentere min tredelte indsats,” siger skatteministeren.

Der var mødt knap 80 mennesker op i Odense, nogle var lokale iværksættere, andre var iværksættere, som ministeren havde mødt på sin tour rundt i landet, og nogle kom helt fra Sønderjylland. Ud over oplæg fra skatteministeren og Odenses borgmester fortalte en lokal iværksætter om sin forretning med helt autentiske motorcykelsafarier i Tanzania. En anden lokal iværksætter fortalte om sin virksomhed, som laver web-løsninger, mens den kun 22-årige succesfulde iværksætter Casper Blom, der startede sin karriere med at sælge golfbolde, inspirerede forsamlingen til bare at springe ud i det.

 

Læs mere om ministerens tredelte indsats i de tre faktaark her:

Faktaark: Målrettet vejledning

Faktaark: Enkle løsninger

Faktaark: En god start

Læs om regeringens indsats for iværksættere i faktaark her:

Faktaark: Regeringens indsats for iværksættere